Tidligere Magnussen-rival stopper Formel 1-karrieren
Jenson Button stopper en lang karriere i Formel 1, som har budt på over 300 løb og et verdensmesterskab.
McLarens Jenson Button har tænkt sig at stoppe Formel 1-karrieren efter søndagens løb.
McLarens Jenson Button har tænkt sig at stoppe Formel 1-karrieren efter søndagens løb. Foto: Paulo Whitaker/Reuters


Racerkøreren Jenson Button kører sit sidste løb i Formel 1-karrieren i Abu Dhabi på søndag.

Den tidligere verdensmester har tidligere udtalt, at han ville tage en pause i 2017 og holde muligheden for et comeback i 2018 åben.

Torsdag ændrede Button sit budskab til, at han efter sæsonafslutningen i Abu Dhabi på søndag ikke kører flere Formel 1-løb.

- Jeg tænker, at dette er mit sidste løb. Jeg tror, det er det bedste. Lige nu har jeg ikke lyst til at konkurrere i Formel 1 efter dette løb, siger Button.

Den 36-årige brite begyndte karrieren i Formel 1 i 2000 og vandt VM-titlen i 2009 med Brawn.

I alt har Button vundet 15 løb i Formel 1-karrieren. Søndagens grandprix bliver 305. gang, at Button er med.

- Jeg har kørt for to af holdene, jeg drømte om at køre for, da jeg var lille. Williams og McLaren, siger Button.

Det var hos McLaren, at danske Kevin Magnussen var holdkammerat med Button. De to kørte sammen i hele 2014 og et enkelt løb i 2015, hvor Magnussen var reservekører.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.