Tidligere Liverpool-flop sænker Klopps tropper
Andy Carroll scorede, da West Ham med en sejr over Liverpool avancerede til femtepladsen i Premier League.
Liverpools manager, Jürgen Klopp, indkasserede et nederlag lørdag.
Liverpools manager, Jürgen Klopp, indkasserede et nederlag lørdag. Foto: Jon Super/AP


Manager Jürgen Klopp har fortsat svært ved at skabe stabile resultater i storklubben Liverpool.

Lørdag eftermiddag måtte tyskerens udvalgte se sig slået på udebane af London-klubben West Ham. En af denne sæsons positive overraskelser sejrede med 2-0.

Sejren bringer West Ham op på en femteplads med 32 point for 20 kampe. Med en sejr kunne Liverpool have lagt sig i denne position, men holdet ligger nu på ottendepladsen med 30 point.

Sejren var helt fortjent. Liverpool ramte slet ikke niveau og måtte se sig slået på scoringer af Michail Antonio og det tidligere Liverpool-flop Andy Carrol.

West Ham lagde for med det største initiativ, og det kunne aflæses på måltavlen allerede efter ti minutter.

Enner Valencia serverede et indlæg fra højre, og ved bageste stolpe smaskede Michail Antonio bolden i nettet med pandebrasken.

West Ham var bedst i første halvleg og havde chancer til at øge føringen. Først i slutningen af første halvleg fik Liverpool lagt et pres for udligning, men holdet kom ikke nærmere end Emre Cans skud på overliggeren i tillægstiden.

Fra anden halvlegs start var West Ham dog tilbage i teten, og historien gentog sig med en scoring efter ti minutter.

Opskriften var den samme med et indlæg fra højre og et hovedstød. Denne gang serverede Mark Noble for Andy Carroll, der sendte et præcist hovedstød i kassen til 2-0.

Det var lidt af en forløsning for Carroll, der fra 2011 til 2013 var Liverpool-spiller og fik prædikatet "flop", inden han skiftede til West Ham.

Liverpool havde megen boldbesiddelse i den resterende del af kampen og skabte undervejs gode muligheder for at reducere, men der kunne ikke pilles ved West Hams sejr.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.