Tidligere LA-ungdomspolitiker: Jeg optog videochikane af betjent
Efter sommeren vil justitsminister Søren Pind gå efter personer, der hænger politibetjente ud på film.
- Jeg indrømmer. Det er mig, der var bag kameraet i den video. Men jeg har aldrig haft til hensigt, at den skulle publiceres eller offentliggøres, skriver Nicolai Oster på Facebook.
- Jeg indrømmer. Det er mig, der var bag kameraet i den video. Men jeg har aldrig haft til hensigt, at den skulle publiceres eller offentliggøres, skriver Nicolai Oster på Facebook. Foto: Marie Hald/Scanpix


I løbet af de seneste dage har TV2 beskrevet, hvordan en hjemmeside offentliggør personlige oplysninger på betjente i Københavns Politis Task Force Pusher Street.

Mandag skrev TV2 om, at der på hjemmesiden findes navne og billeder af betjentene. Og tirsdag skrev mediet om en YouTube-video, hvor en kvindelig betjent og hendes familie bliver hængt ud.

Tirsdag aften skrev den tidligere næstformand i Liberal Alliances Ungdom, Nicolai Oster, på Facebook, at det var ham, der filmede den kvindelige betjent. Tidligere havde han ellers benægtet ethvert kendskab til videoen. Det skriver dr.dk.

- Jeg indrømmer. Det er mig, der var bag kameraet i den video. Men jeg har aldrig haft til hensigt, at den skulle publiceres eller offentliggøres, skriver Nicolai Oster på Facebook.

Efter at have indrømmet at stå bag videoen lukkede Nicolai Oster sin Facebook-profil, skriver dr.dk.

Der vil nu blive sat hårdt ind imod sådanne tilfælde, lyder det nu fra justitsminister Søren Pind (V), der lover en indsats mod videochikane af betjente.

Det skriver han på Facebook.

- Jeg kan ligeså godt sige det rent ud ift. videochikane af betjente: Vi kommer efter jer. Dels ud fra nuværende lovgivning. Dels i form af respektpakken, der skal vedtages efter sommerferien, skriver han blandt andet.

Sådanne episoder lover Søren Pind, at man vil forsøge at lukke ned for, når man i Folketinget blandt andet skal drøfte respektpakke II og medieansvarsloven.

- Vi kommer. Og vi gør, hvad der skal til, for at den respekt, der skal være der for øvrigheden, er der. Jeg kommer ikke til at se til, at danske betjente og andet frontlinje personale udsættes for den form for asocial adfærd, skriver ministeren.

Også den konservative partileder Søren Pape Poulsen har udtrykt sin harme over videochikanen på Facebook.

Mens Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, udtrykker sin opbakning til politiet i en blog på TV2 og skriver:

- Det danske samfund skal ikke ligge under for autonome tosser, der tror, at de kan gøre, hvad de måtte lyste, og igennem trusler og chikanere kan få politiet til at kigge den anden vej. For det går slet ikke.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.