Tidligere Kessler-modstander sviner dansker
Gusmyr Perdomo mener, at Micki Nielsen ligner en bokser i dårlig form. Danskerens rekordliste får også hug.
Cruiservægteren Micki Nielsen (sorte shorts) ses her i en sejr over ungarske Tamas Bajzeth.
Cruiservægteren Micki Nielsen (sorte shorts) ses her i en sejr over ungarske Tamas Bajzeth. Foto: JØRGENSEN JAKOB/JAKOB JøRGENSEN


Den ubesejrede bokser Micki Nielsen bliver svinet godt og grundigt til forud for lørdagens kamp mod den tidligere Mikkel Kessler-modstander Gusmyr Perdomo ved et boksestævne i Albertslund.

Den 37-årige venezuelaner har ikke den store respekt for Micki Nielsen, der på papiret har en fornem rekordliste med 15 sejre i lige så mange kampe. De 12 af sejrene er kommet efter knockout.

- Når man ser på hans rekordliste, så har han aldrig rigtig mødt nogen. Det gør han nu, og han vil mærke forskellen, siger Perdomo og uddyber:

- Micki har aldrig bokset mod en ordentlig bokser, så han vil lære noget nyt, og jeg er sikker på, at jeg slår ham.

Den venezuelanske bokser er efter sit nederlag i fjerde omgang til Mikkel Kessler i 2009 gået to vægtklasser op fra supermellemvægt til cruiservægt.

Perdomo mener selv, at han fysisk er langt stærkere end Micki Nielsen.

- Micki er en stor fyr, der ser ud til at være i dårlig form. En fyr, der ikke bevæger sig så godt. Jeg kan bevæge mig, jeg er hurtigere, og jeg har bokset mod rigtige boksere. Så jeg håber for ham, at han møder op og er ordentligt forberedt.

- Jeg har stadig masser af sult. Min ambition er at bokse om en VM-titel i cruiservægt. Når jeg er færdig med Micki, vil jeg være klar til større og bedre udfordringer, siger Gusmyr Perdomo.

Sydamerikaneren mener ikke, at de danske boksefans fik hans sande kvaliteter at se for fem år siden, da han var i ringen mod Mikkel Kessler.

- Da jeg stod over for Mikkel Kessler var jeg uden min træner og lavede forberedelserne for mig selv.

- Denne gang har min træning været meget bedre, og jeg er tilbage med min gamle træner. Jeg har det godt, jeg føler mig godt forberedt. Det danske folk bør forberede sig på den rigtige Perdomo, fastslår han.

Micki Nielsen er hovednavnet i Albertslund sammen med sin storebror Patrick Nielsen, der står over for Lukasz Wawrzyczek.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.