Hernings tidligere borgmester Hilmar Sølund (S) er død 88 år gammel.
Han afgik ved døden tirsdag eftermiddag på Holstebro Sygehus, hvor han var indlagt efter et fald på Plejehjemmet Vesterled i Herning. Det skriver aoh.dk onsdag.
Hilmar Sølund var borgmester i Herning fra 1990 til 1997. Desuden var han socialdemokratisk byrådsmedlem i byen i 29 år.
Ud over at være borgmester havde han ifølge aoh.dk også posten som formand for Kommunernes Landsforening fra 1992 til 1994. Inden da havde han været medlem af landsforeningens bestyrelse i en lang årrække.
I krigens sidste år blev Hilmar Sølund trafikelev ved DSB, hvor han ifølge Kristeligt Dagblad var ansat i mange år med skiftende titler, herunder trafikkontrollør og til sidst leder af fjernstyringscentralen i Herning.
Han blev første gang valgt ind i Hernings byråd i 1968.
I den efterfølgende kommunalpolitiske karriere har han ifølge Kristeligt Dagblad siddet i stort set samtlige udvalg og haft en lang række tillidsposter.
Blandt andet var han medlem og senere formand for Kommunernes Lønudvalg.
Sølund er oprindeligt fra Skjern og blev gift med hustruen Tove i 1949. De var gift indtil hans død og flyttede sammen til Plejehjemmet Vesterland i december sidste år.
Parret har en datter, en søn og i alt fire børnebørn.
/ritzau/