Tidligere FBI-agent: Udtalelser i PET-bog kan give problemer
Ny PET-bog giver skår i samarbejdet mellem USA og Danmarks efterretningstjenester, mener tidligere FBI-agent.
Natten til søndag erkendte PET, at det var umuligt at opretholde fogedforbud mod den omstridte bog "Syv år for PET", som er blevet til på baggrund af interview med tidligere PET-chef Jakob Scharf (billedet), i praksis.
Natten til søndag erkendte PET, at det var umuligt at opretholde fogedforbud mod den omstridte bog "Syv år for PET", som er blevet til på baggrund af interview med tidligere PET-chef Jakob Scharf (billedet), i praksis. Foto: Jeppe Bøje Nielsen/Scanpix


Jakob Scharf er gået over stregen, når den tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET) i en omstridt bog siger, at amerikanske agenter muligvis har opereret på egen hånd i Danmark.

Det mener Jack Cloonan, der er forhenværende højtstående FBI-agent.

- Det er en meget alvorlig beskyldning at komme med. Det vil ikke ødelægge samarbejdet, men det er ikke befordrende, og det er ikke godt, siger han til Politiken.

I bogen "Syv år for PET", som bygger på Jakob Scharfs tid i spidsen for efterretningstjenesten, står der, at amerikanerne måske var i Danmark for at overvåge den terrordømte David Headley uden tilladelse.

- Der var noget, der tydede på, at de amerikanske myndigheder på egen hånd havde været i Danmark for at følge Headley, mens han var her anden gang i sommeren 2009.

- Det var ikke noget, vi kunne konkludere med absolut sikkerhed, men det kunne bestemt ikke udelukkes.

Sådan er Jakob Scharf citeret i bogen, der i første omgang blev bremset af et fogedforbud torsdag på opfordring af PET, som frygter, at indholdet kan skade Danmarks sikkerhed.

Selvsamme skal formentlig stå skoleret over for de amerikanske kolleger.

For Jack Cloonan, der i dag er direktør for et privat sikkerhedsfirma, føler sig ifølge Politiken sikker på, at afsløringen kan få et efterspil.

- Det vil føre til, at der på højt niveau vil komme konsultationer mellem USA og Danmark, hvor USA vil bede om en forklaring, siger han.

Natten til søndag erkendte PET, at det var umuligt at opretholde fogedforbud mod "Syv år for PET" i praksis, efter at Politiken valgte at udgive hele bogen i både avisen og på hjemmesiden.

Sagens hovedperson, Jakob Scharf, mener selv, at al virakken omkring bogen er ude af proportioner.

- Jeg har valgt at lade mig interviewe til Morten Skjoldagers bog "Syv år for PET ", fordi der er tale om en ordentlig og sober bog om forhold af samfundsmæssig betydning, skriver han til Ritzau.

- Det har været afgørende for mig, at bogen på ingen måde vil kunne skade statens sikkerhed, og jeg har i forbindelse med min egen medvirken til bogen været meget opmærksom og påpasselig i forhold til at overholde min tavshedspligt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.