Flere personer er blevet nævnt som kandidat til den vigtige post som udenrigsminister i USA, og nu er den tidligere CIA-chef David Petraeus måske også med i den kommende præsidents overvejelser.
David Petraeus har i hvert fald gjort et stor indtryk på Donald Trump.
- Har lige haft møde med general Petraeus - var meget imponeret, skriver Trump på Twitter efter en time lang samtale med den pensionerede militærmand.
David Petraeus blev i 2011 udnævnt til øverste chef for efterretningstjenesten CIA. Tidligere havde han været øverstkommanderende for USA's militærstyrker i Irak og senere også i Afghanistan.
Men Petraeus holdt ikke længe i spidsen for CIA.
I efteråret 2012 trak den firestjernede general sig fra posten, da det blev afsløret, at han havde haft et intimt forhold til en kvinde, der skrev hans selvbiografi.
I 2015 blev han idømt en bøde på 100.000 dollar, fordi han havde videregivet fortroligt materiale til kvinden.
Men den uheldige sag trækker tilsyneladende ikke fra i Donald Trumps syn på Petraeus.
- Jeg tror, at (Trump. red.) betragter Petraeus som en god mand, der begik en fejl. En brøkdel af hvad andre folk har gjort og fik en langt hårdere straf, siger en person, der har rådgivet Trumps folk om nationale sikkerhedsspørgsmål, til Reuters.
David Petraeus er også blevet nævnt som kandidat til posten som forsvarsminister.
Han siger efter mandagens møde i New York, at Trump "i bund og grund tog os på en spadseretur verden rundt".
- Han udviste stor forståelse for de forskellige udfordringer, der er rundt omkring, siger Petraeus.
En republikansk kilde tæt på Donald Trumps overgangshold har ifølge Reuters sagt, at for få dage siden så det ud til, at Trump ville udpege sin tidligere rival Mitt Romney som udenrigsminister.
Republikaneren Romney, der ved forrige præsidentvalg tabte til Barack Obama, skal tirsdag mødes med Trump igen, skriver Reuters.
Det er anden gang, de to mødes.
Senator Bob Cork, formand for Senatets udvalg for udenlandske relationer, og den tidligere borgmester i New York Rudy Giuliani er også blevet nævnt som kandidater til jobbet som udenrigsminister.
/ritzau/