Tidligere chefredaktør på Se og Hør Kim Henningsen anker ikke sin dom i Se og Hør-sagen, oplyser flere medier.
I sagen om bladets brug af den såkaldte tys-tys-kilde blev Kim Henningsen idømt et års betinget fængsel med vilkår om 200 timers samfundstjeneste.
Da dommen faldt i Retten i Glostrup for halvanden uge siden fik tys-tys-kilden den strengeste straf på halvandet års ubetinget fængsel for mod betaling at levere kreditkortoplysninger om kendte og kongelige til Se og Hør.
Han ankede på stedet dommen til Østre Landsret.
Den ligeledes tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup blev idømt et år og tre måneders fængsel, hvoraf de tre måneder skal afsones, mens resten er gjort betinget mod vilkår om 200 timers samfundstjeneste.
Henrik Qvortrup meddelte for få dage siden, at han ikke vil anke dommen.
De to menige journalister Kasper Kopping og Ken B. Rasmussen blev begge idømt fire måneders betinget fængsel og skal hver udføre 100 timers samfundstjeneste.
De har begge til torsdag til at overveje, om de vil anke.
Også anklagemyndigheden har mulighed for at beslutte at føre sagen videre til Østre Landsret.
Den tidligere konstituerede chefredaktør Per Ingdal blev som den eneste frifundet.
I en tilståelsessag i august er de tidligere Se og Hør-chefer Kim Bretov og Lise Bondesen, der nu er direktør og chefredaktør på Avisen.dk, hver idømt seks måneders betinget fængsel mod udførelse af 120 timers samfundstjeneste.
Otte tidligere Se og Hør-medarbejdere og mediehuset Aller har været tiltalt i sagen om Se og Hørs uberettigede brug af personoplysninger:
Torsdag faldt der dom i den sidste del af sagen. De dømte er:
- Tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup - 1 år og tre måneders fængsel. De tre måneder skal afsones, resten er betinget. Han skal desuden aftjene 200 timers samfundstjeneste.
- Tidligere chefredaktør Kim Henningsen - 1 års betinget fængsel. Han skal aftjene 200 timers samfundstjeneste.
- Journalisterne Kasper Kopping og Ken B. Rasmussen - Fire måneders betinget fængsel og 100 timers samfundstjeneste.
- Peter Bo Henriksen, IBM-medarbejder - 1 år og seks måneders fængsel. Hos Peter Bo Henriksen konfiskeres desuden 365.503 kroner.
Som den eneste af de dømte i Se og Hør-sagen har Peter Bo Henriksen valgt at anke dommen på halvandet års fængsel til landsretten.
Én af de tiltalte blev frikendt:
- Udgiverdirektør og fungerende chefredaktør Per Ingdal
To tiltalte og mediehuset Aller har tidligeretilstået deres rolle i sagen og fået deres dom.
- Aller fik 50 dagbøder á 200.000 kr - en samlet bøde på 10 mio. kr.
- Jourhavende/Nyhedschef Lise Bondesen fik seks måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste. Lise Bondesen er nu direktør og chefredaktør på Avisen.dk/UgebrevetA4.
- Redaktionschef Kim Bretov fik seks måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste.
/ritzau/