Tidligere Barcelona-angriber skal træne succeshold
Juan Antonio Pizzi afløser Jorge Sampaoli som træner for Chiles regerende Copa America-mestre.
Juan Antonio Pizzi skal stå i spidsen for Chiles landshold. (arkivfoto).
Juan Antonio Pizzi skal stå i spidsen for Chiles landshold. (arkivfoto). Foto: Alberto Saiz/AP


Det bliver Juan Antonio Pizzi, der skal afløse Jorge Sampaoli som træner for Chiles landshold i fodbold.

47-årige Pizzi har fået kontrakt frem til VM i 2018 i Rusland, meddeler Det Chilenske Fodboldforbund ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi er meget tilfredse med at have fået Juan Antonio Pizzi. Han er professionel og tilfører os stor selvtillid. Han har bevist sig i sin karriere, siger Arturo Salah, præsident for fodboldforbundet.

Forbundet i Chile afsluttede tidligere i januar samarbejdet med Jorge Sampaoli, der sidste år ellers førte Chile til sejr ved Copa America.

Juan Antonio Pizzi er argentiner, men under sin aktive karriere i Europa fik han spansk statsborgerskab, og han deltog ved EM i 1996 og VM i 1998.

I Spanien udfoldede han sig som angriber for Tenerife, Valencia, FC Barcelona og Villarreal.

I 1996 blev han topscorer i den spanske Primera Division, da han spillede for Tenerife, og de mange mål sikrede ham samme år en kontrakt med FC Barcelona.

Efter den aktive karriere blev Juan Antonio Pizzi træner, og for et par år siden stod han kortvarigt i spidsen for Valencia.

Han har senest været træner for León i Mexico.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.