Beskyldninger om ansatte i sikkerhedskontrollen, der befamler kvinder, er ikke bare taget ud af det blå.
Den tidligere ansatte i Københavns Lufthavns sikkerhedskontrol, Birgitte Rem, står således frem i Politiken og bekræfter, at nogle passagerer bliver befamlet, når de skal igennem kontrollen. Hun har været ansat i lufthavnen siden 2008 og blev fyret for få måneder siden.
- Det er foregået i al den tid, jeg har arbejdet derude. Det er nogle kollegaer, det handler om, de kan ikke finde ud af at holde fingrene væk. De konkurrerer om, hvem der må tage de lækre passagerer, siger Birgitte Rem.
Hun fortæller også, at der er nogle medarbejdere, der højlydt taler om, hvilke passagerer der har en god røv.
Sagen begyndte, da journalist og lektor Anne Lea Landsted tidligere på ugen skrev et indlæg i Politiken om sin oplevelse med en ifølge hende alt for omhyggelig sikkerhedsvagt. Vedkommende skulle angiveligt have haft hånden så langt nede i hendes trusser, at hun måtte trække den op.
Siden stod tv-vært på TV2 Michèle Bellaiche frem i Metroxpress og fortalte om en lignende oplevelse. Hun beskrev, hvordan der blev ”taget fat ind under ballerne og op under bh’en”.
Vi ville gribe ind
I Københavns Lufthavn afviser administrerende direktør Thomas Woldbye over for Politiken ethvert kendskab til de nærgående medarbejdere, som Birgitte Rem taler om.
- Ledelsen har ikke haft kendskab til den systematik, og hvis vi havde, havde jeg naturligvis grebet ind, siger han og understreger, at medarbejdere, der ikke kan holde sig inden for reglerne, ikke har noget at gøre i virksomheden, siger han.
Til Avisen.dk har sikkerhedschef Johnnie Müller tidligere fortalt, at anklagerne har ramt de 1043 medarbejdere i sikkerhedskontrollen meget hårdt.
- Vi har nogle af de længste uddannelser i Europa og har vundet priser og været verdens bedste sikkerhedskontrol to år i træk. Derfor påvirker det os voldsomt. Vi har en faglig stolthed, og når vi får denne type kritik, rammer det os, har han sagt.