Gennem sin erfaring som partsrepræsentant og tidligere kommunalt ansat har den 64-årige ergoterapeut Bitten Vivi Jensen fra Frederiksberg mødt et beskæftigelsessystem, som hun ikke vil stå inde for.
Ifølge hende er kommunernes behandling af syge borgere nemlig stærkt kritisabel.
- Svært syge mennesker og terminale bliver kostet rundt i manegen. De skal i arbejdsprøvninger eller forberedende tilbud. Det koster det hvide ud af øjnene med anden aktører. Private foretagender har kronede dage, og borgeren er taberen, siger hun til Avisen.dk.
Bitten Vivi Jensen har tidligere været ansat i en kommune, hvor hun blandt andet fra november 2015 til marts 2016, var medlem af et rehabiliteringsteam som sundhedsfaglig medarbejder.
I dag er hun partsrepræsentant for fem borgere og bisidder for endnu flere, fortæller hun.
Jobcirkus
Det er meningsløst, at syge borgere kan være i kontanthjælpssystemet i op til ti, 20 eller ligefrem 30 år, påpeger hun.
- Politikere siger, at syge ikke skal være i kontanthjælpssystemet. Men 75 procent der er i kontanthjælpssystemet, de er syge. Det giver jo ingen mening, at de ikke er afklaret, og det giver slet ingen mening at behandle svært syge mennesker så umenneskeligt, som det foregår, siger hun.
Den behandling, som syge i kontanthjælpssystemet får, går udover deres børn, og der er stort set ingen, der vinder på det, mener Bitten Vivi Jensen:
- Jeg kalder det jobcirkus.
Søsteren blev indlagt
Udover at kende love og regler på grund af sin tid i systemet med en professionel kasket, har Bitten Vivi Jensen også stiftet bekendtskab med systemet som pårørende.
Hendes søster blev efter lang tids udredning med arbejdsprøvninger indlagt på en lukket afdeling.
- Hun blev jaget rundt og var dårligt nok kommet ud fra hospitalet, før hun blev sendt i en ny jobafklaring i en taxa. Det ligner ingenting, fastslår hun.
Hendes søsters situation er ikke et særtilfælde, mener Bitten Vivi Jensen. Tværtimod har hun flere gange oplevet, at borgere med fysiske sygdomme også har fået det psykiske dårligt, fordi kommunens sagsbehandling trak ud.
Hjælper syge
Langt størstedelen af befolkningen aner ikke, hvordan de mennesker, der er tilknyttet landets jobcentre har det, eller hvilken behandling de får, mener Bitten Vivi Jensen.
- Jeg tror ikke, at hr. og fru Danmark egentlig ved, hvor slemt det er. Det tvivler jeg på, og hvis de ved det og ikke gør noget, så synes jeg, det er kritisabelt. Hvis vi ved, at vores medborgere bliver mishandlet, så har vi også en pligt til at gøre noget, siger hun.
Selv bidrager hun ved blandt andet at rådgive syge borgere.
- Jeg kan i hvert fald ikke bare sidde stiltiende og se på, at folk og deres børn få det dårligere. Og samfundsmæssigt koster det jo dyrt at skulle samle de mennesker og ikke mindst deres børn op. Det giver ingen mening.