Tidligere ansat dømt: Satte ild til plejehjem for blinde
En 29-årig mand er idømt fængselsstraf for brandstiftelse på et plejehjem, bedrageri, tyveri og røveri.
Branden blev opdaget 30. oktober 2013, og beboernes liv ville være udsat for overhængende fare, hvis ikke ilden var blevet slukket.
Branden blev opdaget 30. oktober 2013, og beboernes liv ville være udsat for overhængende fare, hvis ikke ilden var blevet slukket. SCANPIX arkiv


Tre år og seks måneders fængsel.

Sådan lyder straffen til en 29-årig mand mandag ved Retten på Frederiksberg, hvor han blev dømt for at sætte ild til et plejehjem i Valby for svagtseende og blinde.

Branden blev opdaget 30. oktober 2013, og beboernes liv ville være udsat for overhængende fare, hvis ikke ilden var blevet slukket.

Den 29-årige blev også dømt for forsøg på brandstiftelse samme sted 5. november 2013. Der var dog ikke i dette tilfælde fare for beboernes liv.

Den 29-årige var tidligere ansat som rengøringsassistent på plejehjemmet. Han blev ved dommen også dømt for tyverier og forsøg herpå fra beboerne. Ildspåsættelserne skete for at slette spor efter tyveriforsøg.

Han blev endvidere dømt for et røveri, hvor han havde bragt stjålne ting fra en sovende beboer i sikkerhed ved at vise en vagt på plejehjemmet sin luftpistol og truet ham. Den 29-årige blev frifundet for forsøg på hjemmerøveri.

Den 29-årige blev derudover dømt for flere tilfælde af databedrageri, idet han havde bestilt varer over internettet - blandt andet ved brug af kortoplysninger fra en beboer på plejehjemmet.

Den dømte 29-årige modtog dommen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.