Tidlig scoring bremser mesterholds vilde rekordstime
I forsøg nummer 104 lykkedes det endelig en modstander at knække Dinamo Zagrebs vilde hjemmebanerekord.
Dinamo Zagreb har været uovervindelige på hjemmebane i flere år, men i weekenden faldt fortet. Arkivfoto.
Dinamo Zagreb har været uovervindelige på hjemmebane i flere år, men i weekenden faldt fortet. Arkivfoto. Foto: Stringer/AFP


103 ligakampe på hjemmebane i træk uden at tabe. Så gik den ikke længere.

Den vanvittige rekord tilhører det kroatiske storhold Dinamo Zagreb, som lørdag aften tabte hjemmekampen i ligaen til Osijek med 0-1.

Et mål scoret efter to minutter af Josip Knezevic var nok til at få skovlen under mesterholdet i egen hule - som det første hold i ligaen i 104 forsøg, skriver goal.com.

Dinamo Zagrebs utrolige stime blev indledt helt tilbage i 2010 efter et 1-2-nederlag til Rijeka. Siden da er det blevet til 90 sejre og 13 uafgjorte kampe i ligaen hjemme på Stadion Maksimir.

Efter det overraskende nederlag har både Dinamo Zagreb og overmændene fra Osijek 19 point efter otte kampe. Samme antal point har Rijeka, som dog har spillet en kamp færre.

Dinamo Zagreb har vundet det kroatiske mesterskab de seneste 11 sæsoner og er igen i år med i Champions League. Her er holdet i pulje med Juventus, Lyon og Sevilla.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.