Ti unge anholdt i Canada: På vej mod IS
En gruppe unge mennesker mistænkes for at ville rejse til Syrien og Irak og kæmpe med Islamisk Stat.
De 10 anholdte mistænkes for at planlægge at rejse til Irak og Syrien for at tilslutte sig den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat (IS).
De 10 anholdte mistænkes for at planlægge at rejse til Irak og Syrien for at tilslutte sig den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat (IS). Foto: Colourbox/free


Canadisk politi har anholdt ti unge personer i Montreals internationale lufthavn. De mistænkes for at planlægge at rejse til Irak og Syrien for at tilslutte sig den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat (IS).

Der er endnu ikke blevet rejst sigtelse mod de unge, der blev anholdt sidste weekend, oplyser Royal Canadian Mounted Police ifølge AFP.

De har dog alle fået beslaglagt deres pas, mens efterforskningen pågår, skriver nyhedsbureauet AP.

Canada er del af en international koalition, der bekæmper Islamisk Stat militært i Irak og Syrien, hvor jihadistgruppen har kontrollen over store områder.

Canada er dog sammen med USA det eneste Nato-land, der deltager i offensiven mod IS i Syrien.

De danske kampfly, der er sat ind i bekæmpelsen af Islamisk Stat, må ligesom britiske, franske og hollandske fly kun angribe mål i Irak, mens en række arabiske lande sammen med USA og Canada bomber i Syrien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.