Thyra Frank om plejehjem: Bare de ikke sætter mig på slankekur
Thyra Frank, der stiller op til valget for Liberal Alliance, håber, at hun ikke bliver tvunget på slankekur, når hun skal på plejehjem. Trods krav om minusvækst i det offentlige lover hun flere varme hænder til landets ældre.
Thyra Frank (LA), der her ses sammen med sin partiformand Anders Samuelsen, vil holdes af, holdes om og holdes ud, når hun bliver gammel. Og sådan skal danske plejehjemsbeboere også have det, hvis det står til den nordjyske kandidat.
Thyra Frank (LA), der her ses sammen med sin partiformand Anders Samuelsen, vil holdes af, holdes om og holdes ud, når hun bliver gammel. Og sådan skal danske plejehjemsbeboere også have det, hvis det står til den nordjyske kandidat. Foto: Privatfoto


Danskere, der bor på plejehjem, har krav på at blive "holdt af, holdt om og holdt ud", lyder det fra Thyra Frank.

Den 63-årige folketingskandidat, der stiller op for Liberal Alliance, ved godt, hvad hun vil have, hvis hun ender på et plejehjem.

- Jeg håber, at personalet tænker: Hun kan godt lide mad. Jeg håber ikke, at de siger: Nu skal Thyra på slankekur. Det vigtigste for mig er god mad og frisk luft på næsetippen. Jeg vil gerne ud hver eneste dag, siger Thyra Frank til Avisen.dk.

Folketingskandidaten ryger ikke cerutter. Øl rører hun heller ikke. Til gengæld ved hun godt, hvad hendes yndlingsmusik skal skylles ned med.

- Skummetmælk eller kakaomælk. Det elsker jeg. Jeg holder også meget af klassisk musik - især Chopin, siger hun.

Kendt for Lotte-hjemmet

Thyra Frank var kendt, før hun blev valgt ind i Folketinget - både herhjemme og i udlandet.

Hendes særlige næstekærlighed blev varemærket for friplejehjemmet Lotte eller Lotte-hjemmet, som hun drev.

På plejehjemmet havde de ældre mere medbestemmelse end på de fleste kommunale plejehjem. Og det samme ønsker Thyra Frank sig i sin egen alderdom.

- Jeg har ikke brug for at omgive mig med fine ting - de har ingen værdi for mig. Men jeg vil så gerne ud - helst 365 dage om året. Jeg skal have næsetippen udenfor, siger hun.

Hun ønsker også at blive behandlet med værdighed.

- Det vil være vigtigt for mig - som for alle andre ældre - at komme på toilettet. Der er aldrig brugt så mange bleer, som der bliver i dagens ældrepleje. Det er ikke i orden, lyder det fra Thyra Frank.

LA: Minusvækst giver mening

Thyra Frank mener ikke, at hendes visioner om en værdig alderdom harmonerer dårligt med Liberal Alliances minusvækst i det offentlige.

- Vores økonomiske plan er gennemregnet. Vi har sat 26 milliarder af til 2025 til de mange ældre, siger hun.

Hendes parti vil finde finansieringen ved blandt andet at skære ned på bureaukratiet i den offentlige sektor-

- Antallet af hænder, der arbejder med kerneydelsen er faldet, mens det administrative lag bliver tykkere og tykkere. Selvom det ser ud som om, at der er varme hænder i normeringen, så bliver de til kolde på grund af papirarbejdet. Det er et kæmpe problem, mener den tidligere plejehjemsleder.

- I dag er det de svageste, der betaler prisen. Det vil vi lave om på. Der skal være mere ordentlighed - ikke mindst i ældreplejen, uddyber hun.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.