Den danske skuespiller Thure Lindhardt har lagt sig ud med Betty Nansen Teatret. Han beskylder teatret for at misbruge hans navn og billede for at få gang i billetsalget til forestillingen 'Mefisto'.
Thure Lindhardts navn og billede er med på plakaterne, der reklamerer for forestillingen, selvom teatret ifølge skuespilleren i flere måneder har vidst, at Thure Lindhardt ikke kan deltage i stykket.
For meget
Det er en pressemeddelelse, som Betty Nansen Teatret sendte ud i lørdags, der har fået Thure Lindhardt til at reagere. I pressemeddelelsen udtaler teaterchef Henrik Hartmann:
"På Betty Nansen Teatret kom Thure Lindhardts beslutning som en stor og uventet overraskelse," står der.
Ifølge Thure Lindhardt er det ikke rigtigt.
"Det forstår jeg ikke. Jeg gjorde allerede i forsommeren teatret opmærksom på, også på et personligt møde, at jeg af flere fortrolige grunde følte mig nødsaget til at trække mig fra denne skønne opgave. Og kontraktforhandlingen var på dette tidspunkt ikke gået i gang," skriver Thure Lindhardt på Facebook i et åbent opslag, der henvender sig til de fans, der har købt billet til 'Mefisto'.
Thure Lindhardt fortæller også, hvad han tror, er grunden til, at teatret har haft hans navn og billede på plakaten.
"Jeg er klar over den penible situation, det er at trække sig fra en forestilling, når ens billede pryder plakaten, og derfor har min agent også flere gange bedt teatret fjerne billederne af mig, men dette er ikke sket før nu. Teatret har i al den tid solgt en forestilling på mit navn, velvidende, at jeg ikke kunne medvirke," skriver skuespilleren.
Vil ikke være skurken
Thure Lindhardt er derfor meget ked af, at teatret giver ham skylden for situationen.
"Nu kritiserer de mig så for at løbe i sidste øjeblik, hvilket ikke er sandt, og er det ikke teatret, der burde kritiseres for i månedsvis at annoncere med mit navn på plakaten, når de var 100 procent klar over, at jeg ikke kunne spille rollen?" spørger Thure Lindhardt på Facebook.
Mx.dk oplyser, at de har rettet henvendelse til Thure Lindhardts agent og teaterchef Henrik Harmann, men ingen af dem er vendt tilbage.
Kilde: mx.dk.