Thulesen: Vi har overtaget de konservative kampe
DF-formanden lykønsker jubilaren, De Konservative, og efterlyser konservativ kamp for Gud, konge og fædreland.
DF-formand Kristian Thulesen Dahl opfordrer De Konservative til at vende tilbage til kampen for "Gud, konge og fædreland".
DF-formand Kristian Thulesen Dahl opfordrer De Konservative til at vende tilbage til kampen for "Gud, konge og fædreland". Foto: Bonnerup Claus/Free


De Konservative har svigtet i kampen for den nationale selvbestemmelse.

Sådan lyder meldingen - sammen med et "stort tillykke" - fra DF-formand Kristian Thulesen Dahl på dagen, hvor De Konservative markerer, at partiet har været en del af dansk politik i 100 år.

- Gennem de mange år - og måske særligt gennem de seneste årtier - har der været stigende diskussion om partiet. Blandt andet om partiet i dag, trods navnet, kan siges at være konservativt, skriver Thulesen Dahl i sin ugemail til sine partifæller.

- På mange måder har andre partier, herunder vi selv, jo overtaget mange af de kampe, som de konservative var tænkt at skulle kæmpe, tilføjer han.

At De Konservative skulle have svigtet kampen for Danmarks nationale selvbestemmelse, begrunder Kristian Thulesen Dahl til dels med partiets støtte til udlændingeloven fra 1983 - og "den dermed stadig voksende strøm af indvandrere fra ikkevestlige lande" og dels EU's stigende magt over danske forhold.

- Det har været svært at finde de konservative som forsvarere af den nationale selvbestemmelse, og dermed har de konservative svigtet på helt afgørende forhold i relation til deres oprindelige idealer.

- Er de konservative under ledelse af Søren Pape nu parate til at sadle om? Til at vende tilbage til kampen for "Gud, konge og fædreland"?, spørger DF-formanden.

I den nærmeste fremtid kan De Konservative i Thulesens optik vise sit værd, hvis briterne 23. juni stemmer "ja" til en ny aftale om fortsat britisk medlemskab af EU.

- Så bør vi i Danmark også have en folkeafstemning om, hvorvidt danskerne ønsker de samme vilkår, som Storbritannien har fået forhandlet sig frem til. Om danskerne ønsker, at vi også i højere grad er herre i eget hus.

- Her bliver det yderst interessant at se, hvor dagens fødselar står, skriver Kristian Thulesen Dahl.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.