Thulesen: Ikke kommet tættere på afklaring
Venstre og DF har fået skrevet konkrete ting ned på blokken, men forhandlingerne er langtfra afsluttet.
Ved onsdagens regeringsforhandlinger kom Venstre og Dansk Folkeparti ikke tættere på et regeringsgrundlag, siger Kristian Thulesen Dahl.
Ved onsdagens regeringsforhandlinger kom Venstre og Dansk Folkeparti ikke tættere på et regeringsgrundlag, siger Kristian Thulesen Dahl. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Venstre og Dansk Folkeparti er ikke kommet nærmere en aftale om at danne regering sammen.

Det siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl efter de afsluttede forhandlinger med Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen onsdag.

- Vi kommer nærmere en større klarhed. Jeg synes ikke, vi er nået tættere på en egentlig afklaring af, hvor det lander.

- Efterhånden som vi har arbejdet alle områderne igennem, er der nogle større ting, vi skal have armlægning på.

- Til sidst bliver det en ren politisk afvejning fra Venstres side og fra vores side, om man er villig til at knække de nødder, eller om man synes, at man ikke kan det, siger Thulesen Dahl.

Han tilføjer, at det bliver afgørende for, om Dansk Folkeparti ender indenfor eller står udenfor en regering.

DF-formanden er dog glad for, at han har fået rigeligt med hjem af læsestof efter onsdagens forhandlinger.

- Nu går vi en masse papirer igennem. Vi har tekster på bordet, og det er meget spændende at have det.

- Det er de velkendte politiske knaster og bastioner, der står over for hinanden, så det er ikke bare at flytte et ord hist og pist, siger han.

De nuværende forhandlinger er vigtige uanset udfaldet, mener Thulesen Dahl.

- Det, vi laver nu, er nyttigt, uanset hvor vi lander. Hvis det her ender med, at vi ikke skal sidde med i en regering, forestiller jeg mig alligevel, at vi skal spille en rolle i arbejdet efterfølgende, siger han.

- Derfor er det nyttigt for os at vide, hvor Venstre står i de forskellige spørgsmål, vi diskuterer, og det er vigtigt for dem at vide, hvor vi står, så vi ved, hvor mulighederne er for at lave noget politik til danskernes gavn bagefter, siger han.

Hidtil i forhandlingsforløbet har Løkke brugt mest tid på at sidde sammen med DF.

- Mandaterne er faldet sådan ud, at Venstre har en interesse i at være ret afklaret med Dansk Folkeparti. Både i forhold til, hvor vi kan finde hinanden, og til, hvor der er uoverensstemmelser.

- Det afgørende er, om de uoverensstemmelser kan overvindes i et omfang, så det er relevant for os at gå med i en regering.

- Det arbejder vi selvfølgelig på, fordi det er ikke sådan, at vi er skræmte af tanken om at sidde i en regering, forudsat at grundlaget er i orden, siger Thulesen Dahl

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.