Thulesen Dahl: Topskattelettelser? Ikke med os!
Kristian Thulesen Dahl afviser aftaler om topskattelettelser i regeringsforhandlingerne.
Hvad for nogle topskattelettelser? Kristian Thulesen Dahl kender ikke til Løkkes planer om topskattelettelser, og afviser at lægge stemme til.
Hvad for nogle topskattelettelser? Kristian Thulesen Dahl kender ikke til Løkkes planer om topskattelettelser, og afviser at lægge stemme til. Scanpix


Dansk Folkeparti understreger nu, at der ikke er lavet nogen forhåndsaftale om lettelser i topskatten, forud for at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, ventes at præsentere et regeringsgrundlag for en kommende V-regering i løbet af weekenden.

Til TV2 siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl:

- Der er bestemt ikke indgået forhåndsaftaler om noget, heller ikke topskatten. Dansk Folkeparti er ikke gået til valg på at afskaffe topskatten, tværtimod er vi gået til valg på, at hvis der bliver penge til at lette skatten, så skal det foregå i bunden. Det står vi fast på.

Ønsket om lettelser i topskatten kommer fra Liberal Alliance, der flere gange i regeringsforhandlingerne har ytret et krav om topskattelettelser.

Lørdag erfarede flere medier så, at netop skattelettelser, til dem der tjener mest, skulle være en del af et kommende regeringsgrundlag.

Dansk Folkeparti fastholder dog, at man ikke er interesseret i lettelser i topskatten:

- At Liberal Alliance så har gjort det klart i forhandlingerne, at de vil sætte pris på nogle formuleringer om det her, det er jo fint for dem. Men det er jo ikke det samme, som at der er i Folketinget vil være et flertal for at gennemføre det, siger Kristian Thulesen Dahl til TV2.

Selvom også De Konservative bakker op om forslaget om topskattelettelser, og selvom Løkke eventuelt skulle få held til at trække De Radikale med i en aftale, så er der ikke flertal, da Socialdemokraterne ligeledes siger nej.

- Det vi har sagt hele vejen igennem er, at hvis der skal være skattelettelser, skal de være økonomisk ansvarlige, de skal komme en bred del af lønmodtagerne til gode og skattelettelserne skal ske i bunden, siger Bjarne Corydon (S) til Ritzau.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.