Thulesen Dahl: Britisk EU-valg kan udløse dansk folkeafstemning
Danmark skal bruge britisk EU-valg til at lægge afstand til et stadig tættere europæiske fællesskab, siger DF.
DFs Kristian Thulesen Dahl hviskes fortroligheder i øret af partikammeraten Søren Espersen, der er udenrigsordfører. (arkivfoto)
DFs Kristian Thulesen Dahl hviskes fortroligheder i øret af partikammeraten Søren Espersen, der er udenrigsordfører. (arkivfoto) Foto: Jens Dresling/Polfoto


Den kommende britiske EU-folkeafstemning kan også blive afgørende for Danmarks EU-medlemskab.

For uanset om briterne 23. juni stemmer ja eller nej til en ny EU-aftale, insisterer Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, på, at Danmark skal følge vores måske nærmeste allierede og fjerne os fra det europæiske fællesskab.

Og hvis den bevægelse kræver en vejledende dansk folkeafstemning, tøver regeringens stærkeste støtteparti ikke med at forlange en. Det skriver Berlingske mandag.

- Det er en skæbnestund for Europa, herunder Danmark. Vi skal ikke trille tommelfingre, ligesom de gør i Bruxelles, og tænke: Uha, snart er der afstemning i Storbritannien.

- Nej, det britiske valg kan give Danmark muligheder, som vi ikke drømmer om i dag, og dem skal vi gribe, siger Kristian Thulesen Dahl til Berlingske:

- Diskussionen om EU begynder og slutter altid med, om vi vil melde Danmark ud af EU. I min terminologi skal vi ikke melde Danmark ud af EU, men ind i noget nyt samarbejde.

For nylig var DF's koordinationsudvalg på en politisk studietur til London, hvor de mødtes med britiske toppolitikere fra begge fløje i EU-spørgsmålet og andre sagkyndige.

Ud over Thulesen Dahl tæller udvalget gruppeformand Peter Skaarup, næstformand Søren Espersen, medlem af Europa-Parlamentet Morten Messerschmidt og pressechef Søren Søndergaard.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.