Thulesen bryder ud i sang efter første måling
Formand startede spontan sang efter valgstedsmåling, som gør Dansk Folkeparti større end nogensinde.
Dansk Folkeparti holdt torsdag deres valgaften til Folketingsvalget 2015 på Christiansborg. Kristian Thulesen Dahl.
Dansk Folkeparti holdt torsdag deres valgaften til Folketingsvalget 2015 på Christiansborg. Kristian Thulesen Dahl. Foto: JACOB EHRBAHN/POLFOTO


Til tonerne af "You'll never walk alone" steg Kristian Thulesen Dahl op på scenen til Dansk Folkepartis valgfest og sang selv sidste del af sangen, da han fik overrakt mikrofonen for at tale til sine partifælder.

Sangen tilegnede Kristian Thulesen Dahl alle Dansk Folkepartis støtter, der hyldede partiformanden med øredøvende klapsalver på hans vej ind i lokalet ad den røde løber.

Dansk Folkeparti står i aftenens første valgstedsmåling til at være aftenens sikre sejrherre med massiv fremgang til lidt over 18 procent af stemmerne fra de 12,3 procent af stemmerne, som partiet fik i 2011.

Men i sin tale understregede Kristian Thulesen Dahl, at intet endnu er givet på forhånd.

- Vi venter spændt på de rigtige resultater nu. Det, vi mangler, er, at de rigtige resultater tikker ind. Så må vi se, om de bekræfter meningsmålinger og exitpolls, sagde han.

Dansk Folkeparti ser lige nu ud til at blive landets næststørste parti.

Kristian Thulesen Dahl lagde da heller ikke skjul på, at aftenens store fremgang til partiet kommer til at give indflydelse, hvis blå blok står til at sejre.

- Vi er et parti, som de andre partier ikke kan komme udenom. Vi er et parti, der skal tages alvorligt, sagde Thulesen Dahl fra talerstolen.

I de første målinger står Dansk Folkeparti til at slå Fremskridtspartiets rekordresultat fra valget i 1973, hvor Mogens Glistrup og partiet fik 15,9 procent af stemmerne.

Dermed er Dansk Folkeparti eneste parti ud over de fire ældste partier, V, K, R og S, der nogensinde har får over 16 procent af stemmerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.