Thulesen angriber Løkke: Stå ved dine handlinger
Venstre erkender ikke sit medansvar for, at der fremover er problemer med dansk økonomi, mener DF.
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, retter kritik mod Venstres reformkurs. Arkivfoto
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, retter kritik mod Venstres reformkurs. Arkivfoto Nikolai Linares/Scanpix


Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, retter en bredside mod sine nære allierede i Venstre.

Angrebet kommer, fordi Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, i påsken advarede danskerne mod en fremtidig "økonomisk maveplasker", hvis der ikke gennemføres nye reformer, skriver Jyllands-Posten.

Løkke pegede på, at langtidsprognoserne for dansk økonomi varsler underskud i årtier efter 2020.

Men V-lederen har selv været med til at øge problemerne, mener Thulesen Dahl, der peger på skattereformen fra 2012, da Venstre sammen med regeringen gav danskerne skatterabat ved at betale skat af deres kapitalpensioner nu i stedet for, når de går på pension.

- De penge skulle man jo netop have haft i statskassen i de år i fremtiden, hvor underskuddet er mest voldsomt. Jeg savner sammenhæng hos Venstre, siger Kristian Thulesen Dahl til Jyllands-Posten.

Han vil ikke direkte bruge udtrykket "hykleri".

- Men det tangerer noget, der ligner, når man ikke anerkender sit eget medansvar for at have forøget problemerne. Man forsøger at stikke folk blår i øjnene. Og man må stå ved de handlinger, som man har foretaget, siger han til avisen og fortsætter:

- Man kan ikke mene, at underskuddet er et stort problem uden samtidig at mene, at det er et problem, at man selv har forgrebet sig på de indtægter, der skulle falde i lige præcis de år.

I Venstre afviser næstformand Kristian Jensen kritikken fra DF's formand.

- Reformbehovet er ikke blevet større af fremrykningen. Reformerne skal sikre et strukturelt overskud og ikke år til år-overskuddet, som påvirkes af engangsindtægter, siger Kristian Jensen til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.