Thorup fokuserer på matchbold mod Serbien ved EM
U21-landstræner Jess Thorup ærgrer sig lidt over brændte danske chancer i nederlaget til Tyskland ved U21-EM.
Jess Thorup er afklaret med det store nederlag til Tyskland, og U21-landstræneren ser frem mod Serbien-kampen.
Jess Thorup er afklaret med det store nederlag til Tyskland, og U21-landstræneren ser frem mod Serbien-kampen. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Jess Thorup fik set en del fodbold natten til søndag.

Derfor var det ikke blevet til meget søvn, da U21-landstræneren søndag formiddag troppede op på træningsanlægget i Prag-bydelen Zizkov.

Både for at evaluere lørdagens 0-3-nederlag til Tyskland og se frem mod tirsdagens gyserkamp mod Serbien, der afgør Danmarks videre skæbne ved EM.

- Vi er afklarede. Vi havde store forventninger til os selv, og de blev ikke indfriet mod tyskerne af forskellige årsager.

- Men vi har selv muligheden for at spille os videre i denne turnering. Det bliver mod et andet godt hold, Serbien, som er dygtigt til rigtig mange ting. Det skal vi være opmærksomme på, og vi skal hjem og analysere nogle ting, siger Jess Thorup.

Han har endnu ikke set Serbiens kamp lørdag, hvor holdet gik helt ned og tabte 0-4 til Tjekkiets EM-værter.

Landstræneren erklærer sig udmærket tilfreds med dele af den danske indsats mod Tyskland.

- Vi spillede fin fodbold langt hen ad vejen. Vi skabte tre pæne chancer i de første 20 minutter, som vi ikke kan forvente at få større. Dem skal vi score på, hvis vi skal have en chance mod tyskerne, siger han.

Frederik Sørensen måtte sidde over mod Tyskland, efter at han blev lårskadet i Danmarks 2-1-sejr over Tjekkiet. Og midterforsvareren er yderst tvivlsom til kampen mod Serbien.

- Frederik er på banen i dag med restitutionsgruppen. Han vil lave nogle individuelle øvelser, og så må vi vurdere bagefter, hvor langt han er.

- Det bliver et meget hårdt kapløb med tiden, og som det ser ud lige nu, bliver det meget svært. Men vi håber til det sidste, siger Jess Thorup.

De to bedste hold fra gruppe A går videre til semifinalerne ved EM og kvalificerer sig samtidig til OL.

Danmark ligger nummer to med tre point, det samme som Tjekkiet. Tyskland topper gruppen med fire point, mens Serbien er sidst med et point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.