Thorup efter nyt nederlag: Fire mål er ikke hverdagskost
De færreste havde nok forventet, at Viborg FF ville løbe med en sejr på 4-2 i kampen mod FC Midtjylland.
FC Midtjyllands træner, Jess Thorup, så lørdag sit hold tabe for fjerde gang på lidt over en uge.
FC Midtjyllands træner, Jess Thorup, så lørdag sit hold tabe for fjerde gang på lidt over en uge. Foto: GREGERS TYCHO/POLFOTO


De færreste havde nok forventet, at Viborg ville løbe med en sejr på 4-2 i kampen mod FC Midtjylland i Alka Superligaen.

Ikke desto mindre blev det facit, da FC Midtjylland for første gang siden den 15. juli 2012 lukkede fire mål ind i en superligakamp. Dengang var det FCK, der slog ulvene med 4-0.

Lørdag aften var det Viborg, ligesom der også gik fire mål ind i kampen mod Napoli i Europa League i sidste uge.

Dermed tabte de danske mestre for fjerde kamp i træk.

Men cheftræner Jess Thorup vil ikke kritisere sine midterstoppere Kian Hansen og Erik Sviatchenko, der begge havde det svært mod Viborg.

- De har fået ros for meget, hvor vi har sagt, at det er hele holdet, der fortjener ros, så i dag kan vi vel heller ikke give dem hele skylden.

- Men det er klart, at der går fire mål ind, og det er ikke hverdagskost for FC Midtjylland, og der skal vi kigge indad, siger Jess Thorup.

Cheftræneren var ikke overrasket over, hvad Viborg kom med - men han mener, at de gjorde det godt.

- Vi må tage hatten af for Viborg, der spillede en god kamp. De overmatchede os i dele af spillet. Ud over at de var dygtige defensivt var de også dygtige i forhold til løbene omkring Jeppe Curth, siger Jess Thorup.

Erik Sviatchenko havde ellers fornemmelsen af, at sejren lige så godt kunne være gået FC Midtjyllands vej.

- Det er nogle ærgerlige mål, de scorede, hvor vi måske manglede det sidste ilt til hjernen.

- Stadion kogte, da vi udlignede til 2-2, og fornemmelsen var, at det bare var et spørgsmål om tid, før vi var foran, og pludselig scorede de til 3-2, siger Erik Sviatchenko.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.