Thorning: Vi har ikke set den sidste reform
Statsministeren er enig med Morten Østergaard (R) i, at reformer kan få flere på arbejdsmarkedet.
Danskerne kan godt begynde at forberede sig på flere reformer. Det lovede statsministeren tirsdag. Her ses hun fra sidste uges pressemøde med formanden for grønlandske Naalakkersuisut.
Danskerne kan godt begynde at forberede sig på flere reformer. Det lovede statsministeren tirsdag. Her ses hun fra sidste uges pressemøde med formanden for grønlandske Naalakkersuisut. Foto: STINE BIDSTRUP/POLFOTO


Reformer er en nødvendighed for at udvikle og tilpasse det danske samfund, mens man samtidig sikrer beskæftigelsen.

Det siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) efter hun i spørgetiden i folketingssalen tirsdag blev spurgt, hvorvidt hun er enig med de Radikales leder, Morten Østergaards, melding om, at der er behov for flere reformer.

- Økonomi- og indenrigsministeren (Østergaard, red.) har fuldstændig ret i, at vi skal komme til en situation, hvor færre er forsørget og flere er på arbejdsmarkedet.

- Så når Morten Østergaard har en ambition om, at vi skal have flere i arbejde - at vi skal have op mod tre millioner, der er på arbejdsmarkedet - så synes jeg da, at det er en rigtig god idé.

- Og jeg er da helt sikker på, at vi ikke set den sidste reform af det danske samfund, så vi kan bevare det samfund, vi kender, samtidig med, at vi forandrer os, siger statsministeren.

Det var Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, der stillede spørgsmålet om statsministerens reformlyst.

I samme ombæring sendte statsministeren en stikpille hendes vej:

- Enhedslisten vil sikkert være mod ligegyldig hvilken reform, der er, siger Helle Thorning-Schmidt.

Det var ved Radikale Venstres nytårsstævne søndag, at Morten Østergaard påpegede, at der var behov for endnu flere reformer af det danske samfund, selv om man med regeringens egne ord allerede er gået "reformamok".

- Vi kommer til at leve i et samfund, hvor der er flere, der skal forsørges, og derfor er der flere, der skal arbejde. Vi skal også i årene, der kommer, finde nye veje til at få flere på arbejdsmarkedet, sagde Morten Østergaard ved den lejlighed.

Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen deltog også ved nytårsstævnet søndag, hvor hun gav udtryk for alt andet end begejstring for reformdagsordenen.

- Der er lavet nogle reformer, som går hårdest ud over de svageste i samfundet, konstaterede hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.