Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er glad for, at Folketinget efter en kort udsættelse har givet grønt lys til at sende danske F-16-fly på vingerne i i kamp mod Islamisk Stat.
- Vi bidrager allerede diplomatisk og humanitært, men nu bidrager vi også militært. Det er en svær beslutning, men også en rigtig beslutning, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt umiddelbart efter afstemningen torsdag formiddag, hvor 94 stemte for og ni stemte mod.
- Der står en række dygtige mennesker, som nu kan tage af sted med Folketingets opbakning, og det er vigtigt, tilføjer statsministeren.
Det var forventet, at beslutningen allerede ville blive vedtaget onsdag aften, men det blev udskudt, da de borgerlige partier ønskede en afklaring om, hvor vidt der ville være tale om landsforræderi, hvis danske jihadister skyder mod de udsendte danske soldater.
Partierne ville blandt andet vide, om de eventuelle danske jihadister skulle dømmes efter terrorparagraffen eller landsforræderiparagraffen.
Statsministeren siger, at der altid er lidt fnidder i Folketinget, men hun vil ikke debattere spørgsmålet nærmere.
- Vi har dommere til at afgøre den slags spørgsmål, siger hun.
/ritzau/