Der var rift om pladsen ved siden af Helle Thorning-Schmidt (S), da statsministeren fredag morgen stillede op ved Folkemødet på Bornholm.
Cirka 400 mennesker mere end fyldte den gamle brandstation i Allinge, og en ældre herre satte sig på halen i det almindelige kaos, der herskede for at komme tæt på Thorning, der sammen med et par andre ministre havde inviteret på morgenkaffe.
Og selvom om køen til den gratis kaffe var en del længere end køen af spørgsmål, er det ifølge Thorning vigtigt at møde danskerne i øjenhøjde.
- Det er altid rart at komme uden for Christiansborgs tykke mure, og det er hyggeligt, at det er lidt uformelt. Jeg er glad for, at der er kommet så mange mennesker, som har lyst til at høre på taler og være med til at diskutere politik, siger Helle Thorning-Schmidt.
En af dem, der gerne ville møde statsministeren, var Leif Jensen fra Horsens:
- Jeg fortalte hende, at jeg synes, at vi godt kan give endnu bedre muligheder for at bruge solceller og små private vindmøller, siger Leif Jensen.
Statsministeren snakkede om løst og fast, og der blev taget billeder af hende med både småbørn, skoleelever og pensionister.
Med i brandstationen var også undervisningsminister Christine Antorini (S). Hun landede torsdag endelig en aftale om folkeskolen, og derfor tiltrak hun sig naturlig interesse blandt de fremmødte.
- Da jeg kom, kom en familie hen med en lille dreng. De ville gerne fotografere ham sammen med den undervisningsminister, der har lavet den reform og den skole, som de gerne vil have deres barn til at gå i. Det er jo dejligt, siger Antorini.
- Men dem, der ellers vil snakke, snakker om noget, de har tænkt på længe. Det kan være forældre til et barn, der har haft specialundervisning og haft det svært, og det vil de gerne snakke om.
- Det giver en god fornemmelse af, hvad der rører sig hos folk, siger hun.
Både undervisningsministeren og statsministeren er i løbet af Folkemødet med i forskellige debatarrangementer. Og det samme er justitsminister Morten Bødskov (S), der også gik rundt og snakkede med folk med en kop kaffe i hånden.
- Jeg har fået spørgsmål om alt fra udviklingsbistand i Afrika, til hvorfor vi ikke sænker momsen på frugt og grønt, og hvordan man sikrer udleveringen af medicin i yderområderne. Og det skal vi jo så have et godt svar på.
- Jeg kommer til at snakke med rigtig mange mennesker. Og jeg synes også, at det her viser, at det ikke kun er politikere og interessedanmark, der er her. Det er almindelige danskere, der er interesserede i politik og samfundsliv, siger Bødskov.
Folkemødet slutter søndag efter mere end 1000 arrangementer. Det er anslået, at 60.000 mennesker er i Allinge i løbet af de fire dage, Folkemødet varer.
/ritzau/