Danskere i udlandet følger spændt med i Skats undersøgelse af Helle Thorning-Schmidt og gemalen Stephen Kinnocks skattegrundlag.
For hvis sagen ender med, at Stephen Kinnock slipper med at betale skat i Schweiz, hvor han arbejder og bor i hverdagene, så vil en række udlandsdanskere også kræve at slippe for det høje danske skattetryk.
Det vurderer Michael Nielsen, direktør i Care Udland, som rådgiver udlandsdanskere, over for B.T.
"Hvis Skat afgør, at Kinnock ikke skal betale skat i Danmark, vil det være nærliggende for andre danskere i samme situation at få gennemgået deres skattemæssige forhold," siger han til B.T.
I sidste uge rettede avisen fokus på, at den britiske direktør i World Economic Forum, ikke betaler en krone i skat i Danmark, selvom han fra fredag til mandag bor i hus på Østerbro i København sammen med sin hustru, Helle Thorning-Schmidt, og deres to børn.
En anden skatteekspert, advokat Tommy V. Christensen, siger dog til B.T., at Stephen Kinnocks situation er forskellig fra andre udlandsdanskeres ved, at han er udenlandsk statsborger og ikke tidligere skattepligtig i Danmark.
Derfor tror Tommy V. Christensen ikke, at andre udlandsdanskere vil kunne lægge sig op af afgørelsen i Kinnocks skattesag, hvis han slipper for at betale skat i Danmark.
"Jeg kan da godt forstå, at de føler, at det kan være uretfærdigt. Men jeg tror ikke, at der er så mange personer, der har lige præcis de forhold, som Stephen Kinnock og Helle Thorning-Schmidt," siger han til B.T.