Thorning nægter dagpengebudkrig med DF
Statsministeren afviser, at et nyt dagpengesystem må koste mere end det nuværende.
Overborgmester Frank Jensen og statsminister Helle Thorning-Schmidt, da Socialdemokratiet lørdag holdt landsmøde i Aalborg. Mødet fortsatte søndag, hvor dagpengeemnet stadig fyldte meget.(Sebastian Buur Gunvald/POLFOTO)
Overborgmester Frank Jensen og statsminister Helle Thorning-Schmidt, da Socialdemokratiet lørdag holdt landsmøde i Aalborg. Mødet fortsatte søndag, hvor dagpengeemnet stadig fyldte meget.(Sebastian Buur Gunvald/POLFOTO) Foto: BUUR GUNVALD SEBASTIAN/POLFOTO


Diskussionen om dagpengene har været et centralt emne for mange talere på den socialdemokratiske kongres i weekenden, og statsminister Helle Thorning-Schmidt valgte da også at adressere problemstillingen i sin afsluttende tale søndag.

Det startede egentlig som et forsvar for, hvorfor Socialdemokraterne ikke kommer til at gå til valg på et "fikst og færdigt" nyt dagpengesystem.

Men det udviklede sig hurtigt til et direkte angreb på Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, der stod fadder til det nuværende system, som har betydet, at mere end 40.000 har mistet retten til dagpenge.

- Fremtidens dagpengesystem skal ikke en gang til bygge på noget arbejde en sen aftentime, hvor der er blevet serveret en god flæskesteg. Den skal ikke bygge på hovsaløsninger og løse beregninger. Den skal bygge på virkeligheden.

- Derfor skal vi heller ikke kaste os ud i en konkurrence med Dansk Folkeparti om, hvem der nu kan have flest holdninger og bruge flest penge på fremtidens dagpengesystem.

- Det må de selv om. For dem er det bare en milliard ekstra. Det tager de ikke så nøje, siger statsministeren.

Aftalen om det nuværende dagpengesystem blev landet under den daværende VK-regering med opbakning fra Dansk Folkeparti og De Radikale.

Den betød, at dagpengeperioden blev halveret til to år, mens genoptjeningsperioden blev sat op til 52 uger.

Forventningen var, at mellem 2000 og 4000 ville miste dagpengeretten i løbet af systemets første år. Men det tal sluttede på 33.000 i 2013. I alt har mere end 40.000 mistet dagpengeretten.

Tallet skal mindskes gennem et nyt dagpengesystem, siger Thorning.

- Det er det tal, de 40.000, der gør, at reformen har skabt så stor utryghed. Vi er optaget af, at ledige skal føle tryghed, Det er det, vi går til valg på og vil diskutere i valgkampen, siger hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.