Thorning: Løkke skal ikke bekymre sig om De Radikale
Regeringen har vist, at den også fremover vil føre en stram udlændingepolitik, siger statsministeren.
Helle Thorning-Schmidt mener, at Socialdemokraterne og De Radikale har bevist deres værd. (Jacob Ehrbahn/POLFOTO)
Helle Thorning-Schmidt mener, at Socialdemokraterne og De Radikale har bevist deres værd. (Jacob Ehrbahn/POLFOTO) Foto: JACOB EHRBAHN/POLFOTO


Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, skal ikke bekymre sig om De Radikale, når det gælder mulighederne for at lave en bred aftale hen over midten af dansk politik om udlændingepolitikken.

Det siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) efter i flere dage at have opfordret Løkke til at indgå et bredt kompromis på udlændingeområdet - en opfordring, som Løkke har afvist med henvisning til, at Socialdemokraterne "ikke har rygdækning" hos De Radikale.

- Vi skal ikke uden om De Radikale. Det, der er sagens kerne, er, at vi har lavet mange brede aftaler hen over midten i næsten fire år, så Løkke behøver ikke bekymre sig om De Radikale, siger statsministeren og fortsætter:

- Det, han måske mere skulle bekymre sig om, er, om han er parat til ikke at få alle partier med i sin egen blok, når han skal lave en bred udlændingepolitik.

Spørgsmål: Det lyder som om, at du gerne vil lave noget, hvor Dansk Folkeparti ikke skal have noget at skulle have sagt om dansk udlændingepolitik?

- Ikke nødvendigvis. Det bestemmer de jo selv. Men det vigtige er, at hvis man vil være et midterparti, så skal man også være parat til at lade nogle partier stå uden for aftaler, men alle er jo velkommen, siger hun.

Spørgsmål: Hvad får dig til at sige, at Venstre slet ikke skal bekymre sig om jeres regeringspartner, når det gælder udlændingepolitikken?

- Det er jo fordi, vi i de seneste år har ført en udlændingepolitik, hvor vi har strammet reglerne for at få asyl i Danmark.

- Det var hverken Venstre eller De Konservative, der foreslog det. Det var Socialdemokraterne og De Radikale, og derfor kan vi selvfølgelig også føre en stram udlændingepolitik fremadrettet, siger Helle Thorning-Schmidt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.