Thorning: Jeg har ført partiet hjem til det rette sted
Socialdemokraterne står efter 10 år mere samlet i økonomiske og indvandrerpolitiske spørgsmål, mener S-formand.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er tilfreds med sine 10 år i formandsstolen hos Socialdemokraterne. Arkivfoto.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er tilfreds med sine 10 år i formandsstolen hos Socialdemokraterne. Arkivfoto. Foto: Colorurbox/John Ehbrecht/free


Et mere samlet og internt stærkere parti. Og et parti, der efter opslidende år i opposition igen er rykket ind i ministerbilerne.

Det er resultatet af 10 år med Helle Thorning-Schmidt i spidsen for Socialdemokraterne, når formanden selv skal vurdere sit årti som partiets frontfigur.

- Jeg synes, at jeg har ført partiet hjem, hvor vi skal være, siger statsministeren til Ugebrevet A4 i anledning af jubilæet.

Hun fremhæver især den økonomiske politik, som den socialdemokratisk ledede regering har ført de seneste år.

- Vi vil altid være i stand til - også i en krisetid - at tage ansvar for dansk økonomi. Det er vi rent faktisk bedre til end de borgerlige. Det er sundt og godt at få vist det af og til, siger Helle Thorning-Schmidt til A4.

Hun erkender, at der i tiden som formand har været ballade om den økonomiske politik, udlændingepolitik og generelt interne stridigheder.

- Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at vi er stærkere og står mere samlet end for 10 år siden. Vi var dengang på mange måder kløvet af nogle konflikter på særligt udlændingeområdet, siger formanden.

I sine 10 år i spidsen for Socialdemokraterne har Helle Thorning-Schmidt ofte fået klø af fagbevægelsen.

Ikke mindst i forbindelse med dagpengereformen, hvor mere end 40.000 arbejdsløse er faldet ud af dagpengesystemet, har statsministeren fået drøje hug for ikke at lappe på reformen.

Alligevel beskriver hun Socialdemokraternes forhold til 3F, HK, FOA og andre LO-forbund som historisk stærkt.

- Vi har altid haft et godt samarbejde med fagbevægelsen. Men jeg synes egentlig, at hvis man sammenligner min formandstid med tidligere formænds, er det et historisk godt forhold, vi har til fagbevægelsen, siger Helle Thorning-Schmidt til A4.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.