Thorning er åben for flere asylstramninger
Asylregler kan muligvis strammes mere, end regeringen gør uden en konflikt med internationale konventioner.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) siger, at asylreglerne måske kan strammes endnu mere.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) siger, at asylreglerne måske kan strammes endnu mere. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Regeringen har fremlagt en asylstramning, som holder sig inden for de internationale regler. Men Danmark kan muligvis godt stramme mere endnu uden at komme i konflikt med de internationale konventioner.

Sådan lyder det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i Folketingets spørgetime tirsdag.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, mener, at der er tale om en klar opblødning fra statsministerens side.

Og det er vigtig for Dansk Folkeparti, som presser på for yderligere asylstramninger, men ofte mødes med anklager om, at de dermed vil overtræder internationale konventioner.

I Folketingets spørgetime henviste Thulesen Dahl til en tidligere udtalelse fra Helle Thorning-Schmidt, hvor statsministeren fastslår, at regeringen med sin nye asylstramning "har gjort det, vi kan inden for konventionerne".

Kristian Thulesen Dahl læste under spørgetimen op af Helle Thorning-Schmidts udtalelse:

- Det her er det, vi kan gøre, hvis vi samtidig skal overholde de regler og konventioner, som Danmark skal overholde, sagde statsministeren. Jeg kan ikke læse det anderledes, end at regeringen mente, at den er gået så langt, man kan, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han mener, at regeringen dermed har brugt en fiktiv konflikt med internationale konventioner som argument imod Dansk Folkepartis ønske om yderligere asylstramninger.

Helle Thorning-Schmidt siger i spørgetimen, at der ud over spørgsmålet om reglerne også ligger en "politisk vurdering" bag regeringens asylstramning.

- Selvfølgelig er det en politisk vurdering, hvilke forslag vi lægger frem i Folketinget, siger Helle Thorning-Schmidt og tilføjer:

- Vi skal holdes os inden for reglerne. Det mener vi bestemt, at vi gør. Det har været vigtigt for os. Ud over det er det en politisk vurdering, hvad man vil have igennem Folketinget, og vi mener, at det forslag, vi har lagt frem, er både ordentligt og rimeligt, siger Helle Thorning-Schmidt.

Selvom det juridisk måske er muligt at stramme yderligere, så vil Helle Thorning-Schmidt dog ikke gå den vej for at finde et flertal for regeringens nye asylregler, fastslår hun.

- Vi har lagt regler frem, som vi kan stå på mål for, fordi de er ordentlige. Vi ønsker ikke, at familier skal splittes i flere år ad gangen. Tværtimod, hvis det er sådan, at de skal være her i længere tid, så skal man på et tidspunkt jo også have sin familie herop.

Spørgsmål: Vil du kunne stå på mål for noget, der er strammere end det, I har lagt frem?

- Vi har lagt det frem, som, vi synes, er den rigtige løsning på det her tidspunkt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.