Thorning efter nattemøde: Luften skulle renses
- Det var nødvendigt at rense luften efter bemærkninger, som ikke hører hjemme i det europæiske samarbejde.
- Nogle gange kan det være godt at få klaret luften. Der er afgivet nogle bemærkninger fra Grækenland om Tyskland, som jeg ganske enkelt ikke synes hører hjemme i det europæiske samarbejde, siger Helle Thorning-Schmidt.
- Nogle gange kan det være godt at få klaret luften. Der er afgivet nogle bemærkninger fra Grækenland om Tyskland, som jeg ganske enkelt ikke synes hører hjemme i det europæiske samarbejde, siger Helle Thorning-Schmidt. Foto: Geert Vanden Wijngaert/AP


Tal pænt og overhold jeres aftale med de øvrige EU-lande.

Det var i korte træk beskeden til Grækenland på et særmøde natten til fredag i Bruxelles, efter at Grækenland ifølge de øvrige EU-lande fortsat ikke har leveret, når det gælder aftalen om landets gæld, ligesom forskellige ministre har vagt opsigt med kontroversielle bemærkninger.

Krav om krigsskadeerstatning fra Anden Verdenskrig og trusler om at oversvømme Europa med millioner af migranter og tusindvis af jihadister har ikke øget Grækenlands popularitet blandt de øvrige EU-lande.

Efter at særmødet natten til fredag, ser statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) dog forsigtige tegn på, at parterne kan komme videre.

- Nogle gange kan det være godt at få klaret luften. Der er afgivet nogle bemærkninger fra Grækenland om Tyskland, som jeg ganske enkelt ikke synes hører hjemme i det europæiske samarbejde.

- Jeg tror, der var behov for at sætte sig ned ved bordet og tale om det, siger Helle Thorning-Schmidt.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, sagde efter nattens møde, at der har været "en del skuffelse" over, at der ikke er blevet leveret på den en måned gamle aftale om Grækenlands gæld.

Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras, har dog ifølge den tyske forbundskansler lovet at præsentere en fuld liste over reformer i løbet af de nærmeste dage.

- Det ser ud, som om man er enig om at have en lidt bedre tone over for hinanden. Men i øvrigt skal Grækenland gøre det samme, som de skulle før mødet.

- De skal præsentere deres reformprogram, og de ting, der er blevet præsenteret helt tilbage i februar, står stadig ved magt, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun henviser dermed ligesom Merkel til aftalen fra 20. februar, hvor Grækenland fik yderligere fire måneder med kriselån, indtil et reformprogram og en ny hjælpepakke kan komme på plads.

Grækenland menes at være ved at løbe tør for penge. Men de institutioner, der skal gennemgå de græske reformplaner, har de seneste dage klaget over, at de ikke kan få overblik over landets økonomiske situation, og at de græske myndigheder ikke samarbejder.

Og nu haster det, fastslog Merkel efter aftenens møde.

- Det kan godt være, I har hørt det hele før. Men der er ikke sket så meget de seneste uger. Nu må det ske, sagde Merkel.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.