Thorning: Dagpengene kan forbedres gratis
Det kan godt lade sig gøre at skabe markant bedre dagpengeregler uden at det koster ekstra, mener Thorning.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt mener, at man kan forbedre dagpengereglerne, uden at der skal punges ud.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt mener, at man kan forbedre dagpengereglerne, uden at der skal punges ud. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Regeringen har ifølge tal fra Beskæftigelsesministeriet brugt mere end tre milliarder kroner på at lappe på dagpengereformen med blandt andet akutjob og den midlertidige arbejdsmarkedsydelse.

Men når en ny regering efter valget skal justere dagpengereglerne, så vil der kunne laves markante forbedringer ganske gratis.

Det mener statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der i forbindelse med 1. maj lægger op til flere ændringer af dagpengesystemet.

Ifølge statsministeren er det muligt uden ekstraomkostninger at sikre, at færre opbruger deres dagpengeret, at ændre genoptjeningsreglerne og sikre, at det kan betale sig for dagpengemodtagere at tage kortere job:

- Vi har de penge, vi har, og vi er nødt til at holde hus med pengene. Derfor skal vi lave ændringer af dagpengesystemet inden for de midler, vi har til rådighed.

- Det betyder, at vi kan gå i gang med at diskutere, hvordan genoptjeningen skal se ud, og hvordan skal de andre elementer i dagpengesystemet se ud, siger Helle Thorning-Schmidt.

I fagbevægelsen glæder man sig over Thornings melding om at ændre på genoptjeningsreglerne, selvom det ikke står helt klart, hvordan reglerne vil komme til at se ud.

Det har længe været et stort ønske i både fagbevægelsen og hos SF og Enhedslisten at få halveret genoptjeningsperioden.

Det vil imidlertid koste mellem 600 og 800 millioner kroner at halvere genoptjeningsperioden til 26 uger, viser et tidligere svar, som finansminister Bjarne Corydon (S) har givet til Folketingets Finansudvalg.

Enhedslisten og SF mener, at meldingen fra Thorning om gratis forbedringer er tom retorik. Men det afviser Thorning:

- Jeg tror, det er en dårlig idé, som SF og Enhedslisten gør, at foreslå en masse ændringer og grave sig ned i nogle skyttegrave frem for at arbejde os hen i mod et nyt dagpengesystem, som giver større tryghed for lønmodtagerne, siger Thorning.

Spørgsmål: Kan man lave effektive ændringer uden penge?

- Det er jeg helt overbevist om, at man kan. Det er det, som vi har bedt nogle kloge hoveder om at kigge på.

- Vi har blandt andet bedt lønmodtagerne om at se på, hvordan vi får et tryggere dagpengesystem inden for de samme økonomiske rammer, som vi har i dag.

Spørgsmål: Men du kunne vel vælge at bruge flere penge på dagpengesystemet?

- Det kunne man sagtens vælge, men så ville der ikke være penge til nogle af de andre vigtige ting, vi gerne vil gøre i vores samfund.

Spørgsmål: Så de ting er vigtigere end dagpenge?

- Nej, det er de ikke, men vi bruger mange penge på dagpengesystemet. Nu skal vi finde ud af, hvordan vi for de samme penge kan skabe et mere trygt dagpengesystem, siger Thorning.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.