Både i vælgerbaglandet og på Christiansborg tror ingen på Helle Thorning-Schmidts formanende ord om, at hun altså er glad for at være statsminister i Danmark.
Grunden til, at vi tvivler på hendes ord, er der en forklaring på, som kan føres tilbage til Thornings forgænger. Det mener politisk kommentator Thomas Larsen.
"Hun har det problem, at omverdenen ikke tager hendes forsikringer alvorligt. Anders Fogh Rasmussens håndtering af sin ansøgning til NATO i sin tid betyder, at der ikke er troværdighed forbundet med en statsminister, der siger, at vedkommende ikke er interesseret i et internationalt topjob. På den måde betaler Thorning lidt af prisen for Foghs usandheder dengang," siger Thomas Larsen til b.dk.
Tålmodigheden rinder ud
Hvis ikke snart der kommer afklaring om Thornings situation, kan det i det lange løb komme til at skade den succes, som hun ellers har lige nu - både internationalt og national.
"Hun risikerer at komme i problemer nu. Der er simpelthen en grænse for, hvor længe du kan teste din befolknings tålmodighed, når det handler om, hvorvidt du bliver i jobbet som statsminister eller ej. Danskerne vil have en afklaring, for man kan ikke have en regeringschef, som står med det ene ben på vej ud af døren. Den debat risikerer Thorning vil komme i den kommende tid. Det kan også give problemer for regeringens manøvremuligheder," forklarer politisk kommentator Thomas Larsen.
Kilde: b.dk