Thorning bakkes op af svensk økonom: Hun bør være vores forbillede
De andre nordiske lande kan lære af den måde, som regeringen i Danmark har tacklet krisen på. Det skriver uafhængig, svensk økonom.
Den svenske statsminister Stefan Löfven (S) kan lære noget  af sin danske kollega Helle Thorning-Schmidt (S). Det mener uafhængig svensk økonom, som roser den danske regerings økonomiske politik.
Den svenske statsminister Stefan Löfven (S) kan lære noget af sin danske kollega Helle Thorning-Schmidt (S). Det mener uafhængig svensk økonom, som roser den danske regerings økonomiske politik. Foto: Claus Bech/Scanpix/arkivfoto.


Regeringen med Helle Thorning-Schmidt (S) i spidsen får uventet hjælp i valgkampen. En uafhængig, svensk økonom udnævner Danmark til at have førertrøjen på, når det gælder økonomi. Økonomen skriver direkte, at "andre nordiske lande har meget at lære af Danmark".

"Danmark er på rette spor efter de vanskelige år". Det skriver økonom Henrik Mitelman, som er uafhængig af politiske interesser og fast skribent ved Børsens svenske søsteravis, Dagens industri.

Danmark har førertrøjen

Økonomen ser i en analyse på de nordiske landes økonomier. Han konkluderer, at Danmark ligger bedst i feltet sammenlignet med Sverige, Norge og Finland.

Ganske vist går det økonomisk set stærkere i Sverige med højere vækst end i Danmark. Men den svenske økonomi er mere sårbar end den danske.

Henrik Mitelman advarer sågar om, at svensk økonomi kan få en hård landing. I lighed med den Danmark fik, da finanskrisen begyndte i 2008.

Økonomen skriver, at "udsigterne for dansk økonomi er virkelig gode." En konklusion han langt fra står alene med.

Der er nemlig mange lyspunkter i dansk økonomi. Eksempelvis står dansk industri så godt som i 20 år i forhold til konkurrenterne i udlandet. Det viser en analyse omtalt i Ugebrevet A4 i dag.

Henrik Mitelman skriver, at "en ekspansiv finanspolitik og rekordlave renter på realkredit har bragt Danmark på ret køl". Med andre ord har regeringens satsning på at fastholde en stor offentlig sektor og investere i sygehuse, broer og andre byggerier båret frugt.

Den omvendte verden

Rosen fra eksperten hinsidan er interessant set i lyset af, at borgerlige danske politikere ofte har fremhævet Sverige som et land til efterfølgelse.

Eksempelvis har en af topfigurerne i Venstre tidligere minister Claus Hjort Frederiksen talt om, at vi burde sænke skatterne ned til samme niveau som i Sverige.

Med Henrik Mitelmans analyse er det den omvendte verden:

Danmark fremhæves som et land til efterfølgelse. Han skriver direkte, at "andre nordiske lande har meget at lære fra Danmark."

Han hæfter sig også ved, at Danmark er med helt i top på nogle ranglister over positive forhold i økonomien. Ranglister udarbejdet af Verdensbanken og organisationen for økonomisk samarbejde OECD.

Analysen "Danskt läge bäst i Norden" kan læses her.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.