Golfspilleren Thorbjørn Olesen gjorde torsdag comeback efter tre måneders pause med en fremragende åbning på en European Tour-turnering på Mauritius.
Den 25-årige dansker satte banerekord på førstedagen af AfrAsia Bank Mauritius Open med en åbningsrunde i 65 slag - seks slag under banens par.
Det blev til otte birdies, mens to bogeys trak ned på scorekortet i Olesens første turnering efter en operation i hånden.
- Vi havde perfekte forhold på de første ni huller, hvor jeg gjorde det godt. På de sidste ni blev det mere vanskeligt, siger Thorbjørn Olesen til European Tours hjemmeside.
- Mit korte spil var meget godt i dag, og derfor endte jeg på seks under.
- Det er en god bane, hvor man har et stort udsyn fra tee-stedet, og banen er i perfekt stand, siger Olesen.
Danskeren var senest i aktion i Malaysia i begyndelsen af februar.
Første runde er klokken 11.15 (dansk tid) endnu ikke færdigspillet. Flere andre danskere - blandt andre Thomas Bjørn - deltager også på Mauritius.
/ritzau/