Golfspilleren Thorbjørn Olesen fik torsdag en fremragende begyndelse på Scottish Open.
Danskeren gik første runde i 63 slag, syv slag under banens par.
Dermed fører han i øjeblikket med to slag ned til de nærmeste forfølgere.
Thorbjørn Olesen leverede syv birdies og ingen bogeys på runden, som endnu ikke er færdigspillet for alle deltagere.
- Jeg viste i dag, at jeg fortsat kan levere en runde med lav score. Jeg ramte næsten hver eneste green, undtagen på 18. hul, siger danskeren ifølge nyhedsbureauet AFP.
25-årige Thorbjørn Olesen gjorde i maj comeback efter tre måneders skadespause.
- Det har været en hård tid, men jeg arbejder fortsat på de rigtige ting, og forhåbentlig kommer det, siger han.
Scottish Open fungerer som optakt til major-turneringen British Open, der bliver spillet i næste uge.
En topplacering ved Scottish Open kan give Thorbjørn Olesen en billet til British Open.
Der er tre pladser på spil for de bedste i top-10, som endnu ikke er kvalificeret.
Søren Kjeldsen og Thomas Bjørn er foreløbig de eneste danskere, der er kvalificeret til British Open.
Netop de to gik første runde ved Scottish Open i 72 slag, hvilket efterlader dem langt nede i feltet.
/ritzau/