Thompson slår Curry i 3-point-opvisning af Golden State
Klay Thompson fik Allstar-revanche for sidste års finalenederlag til Stephen Curry i 3-point-konkurrencen.
Golden State Warriors' Klay Thompson (th.) vandt 3-point-konkurrencen ved NBA's Allstar-weekend.
Golden State Warriors' Klay Thompson (th.) vandt 3-point-konkurrencen ved NBA's Allstar-weekend. Foto: Mark Blinch/AP


I årets NBA-sæson er sidste års mest værdifulde spiller (MVP), Golden State Warriors' Stephen Curry, godt på vej til at slå sin egen rekord for fleste 3-point-scoringer i en sæson.

Men ved den årlige Allstar-weekend i NBA måtte han se sig detroniseret i 3-point-konkurrencen af sin holdkammerat Klay Thompson, som Curry ellers slog sidste år.

De to stod igen over for hinanden i årets finale sammen med den 19-årige førsteårsspiller Devin Booker fra Phoenix Suns, som med 16 point dog ikke kunne hamle op med de to stjerner til sidst.

Curry lagde for med 23 point og lagde dermed et pænt pres på sin holdkammerat, men Thompson holdt nerverne i ro.

Han satte 27 point på tavlen og snuppede det trofæ, som Curry vandt for næsen af ham sidste år.

- Vi elsker at skyde mod hinanden. Jeg har aldrig før været på et hold med en, som skyder bedre end mig, så det er en ære at arbejde sammen med ham hver dag. Han gør mig meget bedre, siger Thompson om Curry efter sejren ifølge dpa.

I ligaen er ingen i nærheden af Stephen Curry. Efter 52 af sæsonens 82 grundspilskampe har Curry allerede leveret 245 3-point-scoringer. Thompson er faktisk nummer to i ligaen med 161 af slagsen.

Rekorden for flest 3-point-scoringer i en sæson lyder på 286 sat af netop Stephen Curry i sidste sæson, og med 245 allerede i år er han godt på vej til at smadre den rekord.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.