Thomas Vinterberg til konen: Jeg bestemmer
Thomas Vinterberg har sin kone med på rollelisten til sin kommende film "Kollektivet".
Thomas Vinterberg har sin kone Helene Reingaard Neumann med i sin kommende film "Kollektivet".
Thomas Vinterberg har sin kone Helene Reingaard Neumann med i sin kommende film "Kollektivet". Foto: J¯RGENSEN JAKOB/JAKOB J¿RGENSEN


Mens andre julehygger derhjemme, befinder Thomas Vinterberg sig det meste af december måned i et filmstudie i Sverige.

Den 45-årige filmmager er nemlig i fuld gang med optagelserne til sin kommende film "Kollektivet".

Men selvom Thomas Vinterberg er langt væk hjemmefra, bliver der ikke sendt kys og længselsfulde beskeder over mobilen til hans kone, Helene Reingaard Neumann.

Hun spiller nemlig med i sin mands film. Optagelserne er netop gået i gang.

- Det er gået rigtig godt. Men vi har været lidt nervøse for det, for vi ved, at I journalister står klar med køllerne, siger Thomas Vinterberg.

27-årige Helene Reingaard Neumann har da heller ikke et langt skuespiller-cv bag sig, og har i de seneste år brugt det meste af sin tid på at færdiggøre sit studie i teologi.

Men selvom den danske instruktør godt vidste, at valget af hustruen kunne sætte tankerne i gang hos omverdenen, var der ikke andet at gøre.

Thomas Vinterberg kunne nemlig på ingen måde gå uden om sin kone, da der skulle sættes hoveder på filmens karakterer.

- Jeg elsker hende i rollen, og jeg ville slet ikke kunne gennemføre en casting med andre skuespillere, for rollen er skrevet til hende. Hun har en ærlighed og en ømhed, som jeg rigtig godt kan lide, fortæller han.

Men det er ikke kun landets journalister, parret har taget sine forholdsregler over for.

For at livet under indspilningerne ikke skal gå ud over livet i dobbeltsengen, har parret nemlig lavet klare regler.

- Vi har lavet en klar skillelinje. Fra den dag vi gik i gang, var det et arbejdsfællesskab fra klokken det til det. Underforstået, at der er det mig, der bestemmer, siger Thomas Vinterberg med et smil.

Det er dog nok de færreste, der ville betegne det som et helt almindeligt arbejdsfællesskab.

Helene Reingaard Neumann spiller nemlig elskerinde til skuespilleren Ulrich Thomsen.

Thomas Vinterberg skal derfor instruere sin egen hustru i at være sammen med en anden.

Men når man som instruktør nu kan bestemme slagets gang, har Thomas Vinterberg da heller ikke skrevet nogen sexscener ind i manuskriptet mellem de to.

- Jeg kan huske et af mine første møder med Ulrich Thomsen. Her siger han: "Sig mig en gang, har vi egentlig en sexscene?". Så sagde jeg:"Nej, det tror jeg ikke", fortæller Thomas Vinterberg og fortsætter:

- Så tog han brillen af og lænede sig frem og sagde: "Du er lidt nærig med din kone," fortæller han og griner.

Helene Reingaard Neumann har to gange tidligere spillet med i Thomas Vinterbergs film, dog i mindre roller.

Det var under indspilningerne til "En mand kommer hjem" fra 2007, at de to fandt sammen.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.