Thomas Frank: Vi har leveret et godkendt efterår
Træner Thomas Frank mener, at 29 point i efteråret er godkendt af Brøndby, der overvintrer som nummer fem.
Brøndby-træner Thomas Frank ser positivt på Brøndbys efterårssæson i Alka Superligaen.
Brøndby-træner Thomas Frank ser positivt på Brøndbys efterårssæson i Alka Superligaen. Foto: ANITA GRAVERSEN/POLFOTO


Brøndby lukkede 2015 på fornem vis, da de på udebane slog FC Nordsjælland med 2-0 i Alka Superligaen.

Hjemmeholdet sad ellers på tingene i begyndelsen, men to mål inden for ti minutter i slutningen af første halvleg sikrede Brøndby sejren og en vinter på femtepladsen.

- Jeg synes, vi har leveret et godkendt efterår. For første gang i mange år har vi spillet otte europæiske kampe, vi er stadig med i pokalen, og vi har alt inden for rækkevidde i forhold til, hvad vi gerne vil nå i foråret, siger træner Thomas Frank.

- Vi vandt ikke i sæsonens første tre kampe, hvor vi også sled med den europæiske erfaring. I de sidste 15 kampe har vi hentet 29 point, hvilket er næsten to i snit. Vi er ikke euforiske, men det er bestemt godkendt.

Brøndby havde det også i søndagens kamp i Farum svært i begyndelsen af kampen, men de blågule formåede at rejse sig.

- Vi sled med spillet det første kvarter, men derefter synes jeg, vi var i fornuftig kontrol og balance, uden at vi spillede en topkamp. Det var individuel kvalitet, som afgjorde kampen, siger Thomas Frank.

- I anden halvleg ville jeg gerne have haft, at vi spillede den bedre hjem, men jeg må også kigge på, at vi var det hold, der startede sæsonen tidligst og har spillet næstflest kampe. Så den skulle bare kriges hjem, siger træneren.

Daniel Agger, der scorede Brøndbys første mål i kampen, er enig med sin træner i vurderingen af kampen.

- Efter de første 15 minutter spillede vi en fornuftig kamp, siger Agger.

- Det var rart at gå op og få tre point her, så vi kan føle os som en del af toppen, frem for en del af midten.

Brøndby har ved vinterpausen to point op til Sønderjyske på fjerdepladsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.