Thomas Frank: Jeg skal træne Brøndby i mange år
Brøndby-træneren mener, at hans hold er stærkt nok til at vinde bronze i Alka Superligaen i år.


Thomas Frank har efterhånden været cheftræner for fodboldklubben Brøndby i halvandet år.

Træneren har tænkt sig at blive i klubben i lang tid.

- Jeg ser mig som Brøndby-træner i mange år. Jeg forventer, at det bliver sådan, siger Thomas Frank til Politiken.

Betingelserne i Brøndby har ændret sig, siden Thomas Frank i sommeren 2013 blev præsenteret som klubbens træner.

Mens idéen dengang var, at klubben i stor stil skulle udvikle egne talenter, har mangemillionæren Jan Bech Andersens entré nu muliggjort køb af spillere som Daniel Agger og Johan Elmander.

Det sætter Thomas Frank under et vist pres, og efterårets fjerdeplads i Alka Superligaen med 27 point for 17 kampe var ikke helt tilfredsstillende.

Træneren er dog fortrøstningsfuld for fremtiden.

- Hvornår vi vinder guld, er selvfølgelig svært at spå om, men vores målsætning er jo, at det skal ske senest i 2017-18-sæsonen, siger han.

I denne sæson er målsætningen en medalje.

- I år skal vi have bronze, og det krav føler jeg, at vi kan indfri, siger Thomas Frank.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.