Thomas' far efter fundet af sønnen: "Det er umuligt at sætte ord på"
Det var med en blanding af lettelse og sorg, at faderen til den forsvundne Thomas lørdag modtog beskeden om, at sønnens lig var fundet.
Thomas' familie ankommer til Randers Havn, hvor liget af den 19-årige er blevet fundet efter en måneds eftersøgning.
Thomas' familie ankommer til Randers Havn, hvor liget af den 19-årige er blevet fundet efter en måneds eftersøgning. Foto: Bo Amstrup/Scanpix


I går fik Michael Stralner den værste besked, en forælder kan få. Liget af han 19-årige søn Thomas var blevet fundet i Randers Havn.

Men det var med blandede følelser, at Michael Stralner tog imod beskeden. Thomas har nemlig været væk siden en bytur midt i januar. Siden har politiet ledt efter ham med hunde, helikopter og en undervandsdrone, ligesom den private organisation Missing People også har ledt med lys og lygte efter den forsvundne teenager. Og i går fik familien så den tragiske besked.

- Det er en blanding af lettelse og sorg, men det er umuligt at sætte ord på de følelser, der går igennem mig lige nu, siger Michael Stralner til Randers Amtsavis.

Siden Thomas forsvandt har familien været igennem op- og nedture, men med visheden om, hvad der er sket med Thomas, kan familien nu prøve at komme videre.

- Det betyder alt, at vi nu kan komme videre med det vi skal. At vi nu kan få bearbejdet vores sorg og få taget afsked med Thomas, siger Michael Stralner til TV 2 Østjylland.

Han kritiserer politiets indsats i eftersøgningen af sønnen. 

- Den måde man håndterer de her sager på, kan vi se – ikke bare i Randers, men i hele landet når nogen drukner - den er helt forkert, for man får ikke ledt efter folk, siger Michael Stralner til TV 2 Østjylland.

Samtidig sender han en stor tak til organisationen Missing People og borgerne i Randers.

- Missing People har om nogen stået bag os gennem det hele. Det skal de virkelig have ros for. De har gjort et kæmpe stykke arbejde, som vi har dyb respekt for, siger han til Randers Amtsavis og fortsætter: 

- Vi har oplevet en helt sindssyg støtte fra borgerne i Randers og fra det lokale erhvervsliv. Der er virkelig meget hjerte i den her by og det vil jeg gerne takke for.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.