Thomas Bjørn: Vi skal løfte turneringen sammen
Danskerne skal løfte turneringen sammen, hvis Made in Denmark skal fortsætte med at vokse, mener Thomas Bjørn.
Thomas bjørn opfordrer alle til at stå sammen om turneringen i Himmerland, hvis den skal vokse fremadrettet. (René Schütze/POLFOTO)
Thomas bjørn opfordrer alle til at stå sammen om turneringen i Himmerland, hvis den skal vokse fremadrettet. (René Schütze/POLFOTO) Foto: SCHÜTZE RENÉ/FOTOGRAF RENÉ SCHÜTZE


Thomas Bjørn endte fjerde runde af European Tour-turneringen Made in Denmark i banens par. Dermed ender den rutinerede dansker med en samlet score på fem slag under banens par.

Søndagens runde i 71 slag betyder, at Thomas Bjørn lige netop ikke formåede at gå alle fire runder under banens par, men alligevel har oplevelsen i Himmerland været fantastisk, siger han.

- Man kan ikke glæde sig til at komme væk fra sådan en kulisse. Det ville næsten være synd at have det sådan.

- Det har igen været en fantastisk oplevelse at spille her, og det er nok den eneste gang i løbet af året, at jeg rent faktisk nyder at være derude i fem og en halv time, siger Thomas Bjørn.

Mens spillet generelt har drillet lidt for Thomas Bjørn i løbet af ugen, så er humøret dog blevet holdt oppe af de mange tusinde tilskuere, der har taget turen til Gatten, fortæller Thomas Bjørn.

- Det er ikke så ofte, vi kommer hjem og får en fornemmelse af, hvor stor en opbakning vi har herhjemme. Her har vi muligheden for at sige tak til alle de mennesker, der bakker os op, siger han.

Nu, hvor turneringen er færdigspillet for Thomas Bjørns vedkommende, kan han i stedet vende blikket mod arbejdet med at få turneringen til at vokse fremadrettet, men han får brug for hjælp.

- Flemming (Astrup, promotor, red.) gør en masse ting for at gøre det mere publikumsvenligt. Når det er sjovt for publikum, og de får en fest, så bliver det fantastisk for sponsorerne og spillerne.

- Så det er et spørgsmål om, at vi alle sammen løfter i flok og viser, at vi i det her land kan gøre tingene bedre og stærkere. Det er vigtigt, at vi alle sammen står sammen, for så kan vi få en folkefest i mange år fremover, siger Danmarks mest vindende golfspiller.

Næste års udgave af Made in Denmark rykkes en uge, så den i stedet spilles fra den 25. til den 28. august 2016. Turneringen vil samtidig være sidste chance for spillerne for at kvalificere sig til Ryder Cup.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.