Myndighederne i den amerikanske delstat Texas har muligvis fundet det første tilfælde af, at virusset zika er blevet overført af lokale myg. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det er en kvinde, der er blevet smittet. Hun er ikke gravid. Det oplyser statens sundhedsmyndigheder på sin hjemmeside.
Kvinden har oplyst, at hun ikke har været i Mexico eller andre zika-ramte lande for nylig.
- Laboratorium-test fandt genetisk materiale fra zikavirusset i patientens urin, men en blodtest var negativ. Det indikerer, at virusset ikke længere kan spredes fra hende via en myg, skriver myndighederne.
Der er ikke andre kendte tilfælde af, at zika er blevet overført lokalt. Som reaktion på mandagens tilfælde vil myndighederne overvåge området som en del af statens zika-indsats.
- Vi vidste, at det var et spørgsmål om tid, før vi så et tilfælde af zika-smitte i Texas, siger doktor John Hellerstedt fra sundhedsmyndighederne i Texas.
- Vi tror stadig ikke, at virusset bliver udbredt i Texas. Men der kan være flere tilfælde, så folk skal beskytte sig mod myggestik. Særligt i de dele af staten der er relativt varme om efteråret og vinteren.
Det myggebårne zikavirus menes at være spredt fra Sydamerika. Smitte med zika giver symptomer som feber, røde øjne og hovedpine.
Myndigheder har slået fast, at virusset spredes af myg og mellem mennesker via seksuel kontakt. Samtidig er det slået fast, at virusset kan give fostre mikrokefali.
Diagnosen betyder, at børn kommer til verden med unormalt små kranier og derfor udvikler hjerneskader.
Kun én amerikansk stat har tidligere konstateret zika-smitte. Det var Florida på landets østkyst.
/ritzau/