Tevez ud af skurkerolle: Sparker Argentina i semifinale
Efter mareridtet for fire år siden gjorde Carlos Tévez skaden god igen og sendte Argentina i semifinalen.
Argentinas stjerneangriber Carlos Tevez scorede det afgørende mål mod Colombia.
Argentinas stjerneangriber Carlos Tevez scorede det afgørende mål mod Colombia. Foto: Yuri Cortez, AFP/free


Angriberen Carlos Tévez blev den store helt for Argentina, da holdet avancerede til semifinalen ved Copa America natten til lørdag dansk tid.

Den nyindkøbte Boca Juniors-angriber scorede det afgørende mål i straffesparkskonkurrencen mod Colombia, som blev besejret med 5-4. Den ordinære spilletid var endt 0-0.

I 2011 missede Tevez det afgørende straffespark, da Argentina røg ud af turneringen på hjemmebane, så den tidligere Juventus-spiller fik omsider oprejsning.

- I fodbold er der altid en ekstra chance. Men det skal ikke handle om mig, det her handler om mine holdkammerater. De vandt denne kamp, og jeg er meget stolt af dem og over at være en del af holdet, siger Tevez.

I tre år var Tevez ikke med på Argentinas landshold. Først efter VM sidste sommer i Brasilien, som endte med sølv, kom han med på landsholdet igen.

I kampen mod Colombia begyndte 31-årige Tevez på bænken, men han kom ind i slutningen af anden halvleg og havde altså en afgørende fod i sejren.

- Jeg nyder at spille, holdet spiller godt, og jeg skal bare vente på min chance, siger Tevez.

Argentinas landstræner Gerardo Martino havde ikke valgt Tevez blandt de fem første skytter, men fordi der blev brændt så mange forsøg, var det nødvendigt at lade skurken fra 2011 sparke.

Inden Tevez scorede det afgørende mål, havde holdkammeraterne Lucas Biglia og Marcos Rojo begge brændt deres forsøg fra pletten, så det lignede en colombiansk sejr.

Men Argentina og Tevez hev sejren hjem og skal møde vinderen af kvartfinalen mellem Brasilien og Paraguay.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.