Tevez får chancen igen på landsholdet efter lang pause
Carlos Tévez kan igen trække den argentinske landsholdstrøje over hovedet takket være et trænerskifte.
Selv om Carlos Tevez er blandt Juventus' største profiler, kunne han ikke forhindre et overraskende 0-1-nederlag til Olympiakos i sidste uges Europa League-opgør.
Selv om Carlos Tevez er blandt Juventus' største profiler, kunne han ikke forhindre et overraskende 0-1-nederlag til Olympiakos i sidste uges Europa League-opgør. Foto: Petros Giannakouris/AP


Det er tre år siden, at Carlos Tévez senest har spillet for det argentinske landshold.

Men når sydamerikanerne inden længe møder Kroatien og Portugal, er den målfarlige Juventus-angriber med i truppen igen.

Det skyldes ikke kun hans fine spil i Juventus, hvor det er blevet til otte mål indtil videre, men er i høj grad et resultat af, at argentinerne har skiftet landstræner.

Væk er Alejandro Sabella, der nærmest demonstrativt holdt Tevez ude af blandt andet VM i Brasilien. Ind er i stedet kommet den tidligere Barcelona-træner Gerardo Martino, der altså er indstillet på at give den tidligere Manchester City-spiller en ny chance.

Martino har også givet comeback til spillere som målmanden Willy Caballero og forsvarsspilleren Federico Fazio, der heller ikke var i kridthuset hos Sabella.

Endelig får Tottenhams Erik Lamela også muligheden for at vise sig frem. Udtagelsen falder mindre end en uge efter, at Lamela på spektakulær vis scorede i Europa League. kampen mod Asteras Tripoli.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.