Testkamp: Højbjerg var med i Augsburgs A-kæde
Pierre-Emile Højbjerg var med i startopstillingen, da Augsburg torsdag sejrede med 1-0 over tyrkisk hold.


Den udlejede Bayern München-spiller Pierre-Emile Højbjerg er i disse dage i tyrkiske Belek med resten af Augsburg-truppen.

Torsdag var den danske landsholdsspiller for første gang i aktion for Augsburg i testkampen mod tyrkiske Gaziantepspor, og Højbjerg kan glæde sig over, at han i første omgang ser ud til at have imponeret træner Markus Weinzierl.

Højbjerg var i hvert fald med fra start, og Augsburgs startopstilling lignede den, som normalt spiller i Bundesligaen. Danskeren udgjorde den centrale midtbane sammen med Daniel Baier og Halil Altintop.

- Højbjerg er en klassespiller. Han vil berige os med sin kvalitet, siger Weinzierl til avisen Augsburger Allgemeine.

19-årige Højbjerg nedtoner trænerens begejstring.

- Jeg vil ikke sige så meget endnu. Vi har kun trænet i fem dage, og jeg skal først lige i form, siger Højbjerg.

Kampen endte 1-0 til Augsburg på et mål af den indskiftede angriber Raul Bobadilla i anden halvleg.

På det tidspunkt var Højbjerg ikke længere på banen. Sammen med de ni øvrige markspillere fra startopstillingen blev Højbjerg taget ud i pausen.

Augsburg overvintrer på en imponerende sjetteplads i Bundesligaen - kun ét point fra en Champions League-plads.

Højbjerg er lejet ud fra Bayern München til Augsburg i resten af sæsonen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.