Den socialdemokratiske folketingskandidat og murersvend Mattias Tesfaye mener ikke, den nuværende regerings indsats mod social dumping har været tilstrækkelig.
Ifølge Tesfaye er social dumping stadig en kæmpe udfordring for Danmark, som kræver nye politiske justeringer.
- Jeg har den oplevelse, at når vi lukker et hul, så strømmer vandet ind ad et nyt, siger han.
Udmeldingen kommer i kølvandet på et fælles udspil fra LO og FTF, hvor de to hovedorganisationer forlanger en styrket indsats mod social dumping.
LÆS OGSÅ: Nu kan Danmark jagte lønsvindlere i fire øst-lande
Spild af ressourcer
Mattias Tesfaye vil blandt andet lave om i Arbejdstilsynets kontrol af virksomheder. Og så skal de danske myndigheder blive bedre til at håndtere et nyt arbejdsmarked med en udenlandsk kultur.
- Der skal køres hårdere og mere opfølgende på de virksomheder, hvor det sejler totalt. Og så behøver man ikke rende rundt og screene de virksomheder med rent mel i posen, lyder det fra Tesfaye.
Han mener, at Arbejdstilsynet i dag bruger alt for mange ressourcer på at opsøge og kontrollere virksomheder, der overholder reglerne for løn- og arbejdsvilkår.
LÆS OGSÅ: Danskerne: Bekæmp løndumping og få vores stemme
Det betyder en masse unødvendigt papirarbejde og afrapportering, som koster ressourcer, der kunne være blevet brugt på de virksomheder, der ikke overholder reglerne, mener Tesfaye.