Terrorpakker skal gennemgranskes
13 år efter den første antiterrorpakke skal den samlede danske terrorbekæmpelse nu evalueres i bund.
Regeringen fremlagde i slutningen af februar en antiterrorpakke med 12 konkrete punkter og knap en milliard kroner i nye og ubrugte midler, der blandt andet skal bruges på at ruste politiet bedre.
Regeringen fremlagde i slutningen af februar en antiterrorpakke med 12 konkrete punkter og knap en milliard kroner i nye og ubrugte midler, der blandt andet skal bruges på at ruste politiet bedre. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Regeringen har nu nedsat et udvalg, der skal gennemgå den samlede danske indsats mod terror. Det oplyser Justitsministeriet.

Udvalget skal gennemgå de danske myndigheders nuværende indsats og beredskab med hensyn til at bekæmpe terror.

Og også de første terrorpakker fra 2002 og 2206 skal under lup.

På baggrund af gennemgangen skal udvalget vurdere, om der er behov for andre eller nye elementer i den eksisterende terrorbekæmpelse.

Udvalget skal i den forbindelse overveje de retssikkerhedsmæssige aspekter af elementerne i den danske indsats, ligesom udvalget skal overveje, om den eksisterende indsats fortsat udgør et tilstrækkeligt effektivt og robust værn mod terror.

Og så får udvalget til opgave at vurdere, om de ressourcer, man hidtil har anvendt på terrorbekæmpelse og -forebyggelse "står mål med indsatsen på området samt resultatet heraf", som det hedder i kommissoriet.

Udvalget skal tilrettelægge arbejdet, så det kan være færdigt i foråret 2016.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.